FCM Håndbold åbner Champions League med en kamp af den afgørende slags. Ikke afgørende i matematisk forstand, men fordi opgøret mod Hypo Niederösterreich har stor psykologisk betydning, forklarer FCM-træner Helle Thomsen.
- Hvis vi ikke kan slå Hypo, så fortjener vi heller ikke at komme i mellemrunden, slår hun fast.
Årsagen til, at hun skærer scenariet så skarpt op, er at de øvrige hold i midtjydernes gruppe er ungarske Györ og makedonske Vardar. To af de stærkeste hold i turneringen, der begge sigter efter at sikre sig Champions League-pokalen.
- De er favoritterne til at vinde den her pulje, og så ligger det til at blive mellem os og Hypo at finde ud af, hvem der skal med videre til mellemrunden.
Ukendt størrelse
Tidligere var det østrigske en hold en magtfaktor i europæisk kvindehåndbold, men i denne sæson vender klubben, der er langt fra fordums styrke, tilbage til den mest prestigefulde turnering efter seks års fravær.
- Det har været svært at få informationer om dem, men det er ikke det hold, det var tidligere. Økonomien er heller ikke den samme for dem længere, så de er langt fra det niveau, de var på i 2008, siger Helle Thomsen.
- De spiller helt modsat os. Uden duelspil og så er de langsommere i løbene, så det bør være et hold, vi sætter fysisk, lyder vurderingen.
Skal bevare tålmodigheden
FCM Håndbold blev sidste sæson dansk mester og træder derfor direkte ind i turneringen i år. Blandt de nye ansigter på holdet er Louise Burgaard, der skiftet fra Viborg HK.
- Det er et hold, vi skal slå. Vi har mest international erfaring, og de et meget blandet hold med mange unge spillere, siger hun.
- De spiller langsommere end os, så vi skal sørge for ikke at blive utålmodige og fare frem og appellere for nøl. Vi skal tage det stille og roligt, siger Louise Burgaard.
Du kan se kampen mellem FCM Håndbold og Hypo Niederösterreich søndag eftermiddag kl 15 på DR1.