En dobbelt verdensmester og olympisk guldvinder kanter sig vej forbi et rustfrit stålbord i Gudmehallernes cafeteria, hvor 20 skiver fuldkornsrugbrød med smør ligger og skriger på pålæg.

Skal du ikke i isbad efter træning?

- Nej, den kan vi ikke klare. Det er altså ikke Aalborg Håndbold, det her. Men vi har da dem der, siger Morten Olsen og peger på den grønne mælkekasse med æbler i køleskabet.

Hvis FC Barcelona, de allerbedste, mere end en klub, kunne få et kig ind bag kulissen hos GOG inden torsdagens Champions League-kvartfinale, ville spanierne nok dø af grin.

Men altså, ikke alt guld glimrer. Det har Morten Olsen efterhånden fået ind under huden, siden profilen i 2020 rundede tiden som globetrotter af og vendte hjem til Danmark.

Ældre, langsommere, mindre spændstig - hans egne ord - men også med følelsen af at returnere som en bedre spiller og endelig i balance. I talentfabrikken GOG konfronteres Olsen nu på tredje sæson dagligt med ungdommens ukuelige tro på tingene.

Ret relaterbart for en 38-årig mand, der direkte adspurgt til sin egen væremåde i samme alder når frem til en enkelt erkendelse eller tre.

- Jeg tror fandeme, at der er nogle trænere og medspillere, som har syntes, at jeg var en pain in the ass, da jeg var yngre, griner Morten Olsen.

- Det var kompromisløst. Jeg var ikke den, der brugte mest tid på at være social. Jeg satte alt til side for at blive så god, som jeg overhovedet kunne blive.

'Vi skal også leve lidt'

Den slags indrømmelser må de fleste nok først æde på bagkant. Det gør Morten Olsen i hvert fald. Og han kan bedre lide den spiller, han har udviklet sig til at være i dag.

- Det var også den, jeg gerne ville være dengang, siger GOG-spilleren.

Men som spirende talent bekendte playmakeren sig ubetinget til de budskaber, han fik ind på ungdomslandsholdet, og han fnøs af holdkammeraterne hjemme i klubben, når de knappede en øl op efter kamp. Det var "useriøst".

- Vi lærte af DHF, at det var det mest forfærdelige og vanvittige, man kunne gøre. Og jeg skulle jo fremad. Fint nok, at de andre ville det, men jeg ville gerne nå det hele, siger Morten Olsen.

Håndboldens stikkerlinje afslører dog, kærligt og velment, at det nu er Morten Olsen, der kan ses med en fadøl i hånden efter kamp. Og også en e-cigaret ved særligt festlige lejligheder.

Der er sket lidt?

- Det har været alt for seriøst tidligere. Når jeg sidder her i dag og ser tilbage, er det noget af det, der ærgrer mig allermest. At jeg ikke har givet mig selv tid til at slappe af. Jeg har altid trænet. Første gang var i sommer, hvor jeg holdt tre ugers ferie uden at lave noget, siger Morten Olsen, som i perioder har haft et nærmest religiøst forhold til vægtlokalet.

En livsstil, et frirum. GOG-spillerens figur røber, at han stadigvæk træner mere end gennemsnittet, men prioriteterne har også ændret sig. Nu finder han udvikling i at rejse og se verden med konen og børnene.

- Jeg har fundet ud af, at man sagtens kan lave noget andet og stadigvæk blive bedre. Vi skal også leve lidt.

Med pap og papir

Selvom playmakerens karriere for nogle kan ligne en rodebutik, zig-zag-bevægelser og lange skadespauser, står Morten Olsens meritter mejslet i dansk håndbolds granit.

I landsholdskarrieren, der sluttede med OL-sølv i Tokyo, agerede han ofte dynamitstang og fik det joker-mærkat, som irriterer ham voldsomt at tænke tilbage på. Skød han for lidt, greb han ikke chancen. Skød han for meget, var det tju-bang-bold.

- Der var aldrig nogen mellemvej, siger Morten Olsen.

Den har håndboldspilleren fundet i GOG, men æren for ro og spillemæssig retning tilfalder et par tidligere chefer. Hos Hannover i Bundesligaen fik han Barcelonas nuværende træner, spanieren Carlos Ortega. Det blev en åbenbaring.

- Jeg kan have svært ved at acceptere andres holdninger, og det kunne jeg slet ikke dengang. Indtil jeg fik Carlos. Han er klart den, der har betydet mest for mig.

- Første dag sagde han, at vi godt kunne snakke om tingene, men hvis han traf en beslutning, blev det sådan. Han tog ansvaret og fyresedlen, hvis det gik galt. Det var befriende. Ingen diskussion, siger Morten Olsen.

Morten Olsen er tvilling, og det har af og til kastet lidt ekstra opmærksomhed af sig til brormand Kenneth. Som her ved hjemkomsten til Kastrup Lufthavn efter OL-triumfen i Rio:

Også Nikolaj Jacobsen, Danmarks herrelandstræner, står som en ledestjerne. Han var Olsens assistenttræner i Viborg- og Bjerringbro-Silkeborg-tiden.

- Han satte tingene sammen og skar det ud i pap, som vi også ser på landsholdet. Han nørder detaljerne. Det er også derfor, at ligemeget hvem, der spiller på landsholdet i dag, gør de det godt. Fordi timingen er så god.

- Med Nikolaj vidste man godt, hvor skabet skulle stå, når han sagde noget, og allerede i BSV var han jo rød i tomaten, hvis jeg lavede noget dumt. Men når der er så meget substans bag tingene, så accepterer man det.

Den sans for detailstyring prædiker Olsen selv i dag, hvor playmakeren er sin nuværende cheftræner Nicolej Krickaus forlængede arm, og han har et ret godt råmateriale at øve sig på. Mildest talt.

Til venstre for ham spænder kæmpetalentet Simon Pytlick buen, til højre den nyslåede landsholdsback Emil Madsen. Førstnævnte taler Morten Olsen så varmt om, at man skulle tro, han havde sat hele friværdien i Pytlick-aktier.

- I sidste sæson var der meget fokus på Mathias Gidsel, selvfølgelig, men jeg synes, at Simon fik for lidt kredit. Nu bliver der så lagt mærke til ham, fordi han gjorde det godt til VM i år. Det overraskede ikke mig. Han er virkelig dygtig – og klog.

- Jeg bliver stadigvæk imponeret til træning. Så laver han vanvittige mål og ligger og roder rundt på gulvet. Hold kæft, det er mange år siden, at jeg har gidet at ligge mig ned til en træning, siger Morten Olsen.

En sæson mere - og måske endnu en?

Alderen indhenter os alle og så også ud til at have fået has på Morten Olsen, da det sidste år blev meldt ud, at GOG-spilleren til sommer ville stoppe og glide ud på den trænerbænk, der altid har været udset som slutdestinationen.

Kroppen knagede, ryg og knæ, og han spiste piller for overhovedet at kunne spille. Men i april i år forlængede han pludselig kontrakten yderligere et år i GOG. Hvorfor?

- Jeg synes stadigvæk, at det er sjovt, og vi har et godt hold. Det er en balance samtidig med, at jeg har en familie, der fortæller mig, at jeg er for god til at stoppe. De siger, at jeg kommer til at fortryde, hvis jeg stopper for tidligt. Men altså, hvornår er det så for sent?

- Jeg kommer aldrig til at stå i 1. division. Så vil jeg gerne videre. Jeg vil gerne føle, at jeg kan give noget til holdet og præstere, når det er vigtigt. Og det er ikke endegyldigt, hvornår jeg skal være træner, eller om jeg stopper efter næste sæson. Men jeg kan godt mærke, at jeg skal længere hen for at mærke, om jeg har overskud til endnu mere.

Egentlig kunne Morten Olsen allerede være blevet træner i 2009, hvis han havde accepteret den sportslige dødsdom, han fik, da skulderen imploderede og kostede halvandet år uden håndbold.

Han overvejede tanken nøje - og så fandt den dengang ukronede konge af kompromisløshed selvfølgelig på egen hånd en læge, som med tre simple øvelser gjorde ham i stand til at kaste bolden igen fire uger senere.

Karrieren var reddet.

- Jeg fik at vide: "Det kan godt være, at det går godt nu, men så går der fem-syv år, og så har du gigt i skulderen". Det er så 14 år siden.

Skål på det, Morten Olsen.