- Det er meget øde, der er næsten ingen huse, og så ligger der pludselig en hal på en mark.
Den tidligere danske landsholds- og Barcelonaspiller Joachim Boldsen kan tydeligt huske, hvordan hans spanske holdkammerater tabte kæben, da de besøgte Fyn og GOG tilbage i 2005.
- Hvordan kan der komme et hold i Champions League derfra? Men det er også ret charmerende, at der rent faktisk gør det, siger Joachim Boldsen til Fyens Stiftstidende.
Torsdag går turen atter til Fyn for det spanske storhold. GOG tager imod Barcelona, der har vundet de to seneste udgaver af Champions League, i den første af to kvartfinaler.
Det bliver selvsagt kæmpestort, når en af håndboldens største klubber gæster Danmark, understreger DR Sportens håndboldekspert Lars Krogh Jeppesen, som også spillede for Barcelona i sin aktive karriere.
- Det er vanen tro et meget dygtigt hold, som er godt besat på alle pladser. De spiller tempofyldt håndbold og snitter 34,5 mål per kamp. Der skal noget helt specielt til, hvis GOG skal slå dem, siger han.
Den fynske rejse mod Champions Leagues Final 4 begynder i aften, og herunder giver Lars Krogh Jeppesen sit bud på tre nøgler til en GOG-sejr:
Fysikken skal spille
Når FC Barcelona først får startet maskinen, er der meget lidt, som kan bremse håndboldmotoren. Ifølge DR Sportens håndboldekspert skal GOG alligevel forsøge at hæmme de spanske spillere ved at spille med musklerne.
- For det første skal GOG rent fysisk være fuldstændig klar på, hvad der møder dem. Barcelona er en målmaskine af en anden verden, og man skal være helt oppe i gear for at kunne matche dem, siger Lars Krogh Jeppesen.
- GOG må intet give væk, og tacklinger og spilstop skal prioriteres. Spillet skal brydes, så man kan stoppe deres rytme, og det kan du kun, hvis du rent fysisk er med 100 procent.
Lav mange mål, men tag få chancer
Simon Pytlick, Morten Olsen og resten af GOG-holdet skal gøre, som de plejer, men alligevel spænde hjelmen, mener Lars Krogh Jeppesen.
- GOG er kendt for at udnytte kontrafasen, men nøglen bliver at kunne minimere antallet af fejl. De er afhængige af at score mange mål, men er er ikke plads til at tage chancer, understreger DR Sportens håndboldekspert.
- De må for eksempel ikke forsøge sig med noget forhastet og risikere at smide bolden ned i fødderne på medspilleren, for kontrafasen bliver livsnødvendig for GOG.
Det der med redningerne
GOG's målvogter Tobias Thulin har den højeste redningsprocent i Champions League, men ifølge Lars Krogh Jeppesen står den bedste målvogterduo i Barcelona. Spanierne råder over landsholdsspilleren Gonzalo Peréz de Vargas samt danske Emil Nielsen.
- Det er måske en klassiker at nævne målvogterduellen, men alt skal gå op i en højere enhed, hvis GOG skal vinde, siger Lars Krogh Jeppesen.
- Det er afgørende, at GOG's målvogtere har én af de dage, hvor de kan matche antallet af redninger hos Barcelona. De har en af verdens stærkeste duoer på stregen, men det må GOG ikke tabe på.
Kampen mellem GOG og Barcelona begynder klokken 20.45, og du kan følge opgøret på TV3 Sport.