Møllgaards semifinale-modstander kalder sig underdog: Åh, det er sødt

Henrik Møllgaard og Paris Saint-Germain skal i dag møde Veszprem i semifinalen i Champions League.

Danskerklubben Paris Saint-Germain spiller i dag semifinale i Champions League. Det franske hold møder ungarske Veszprem, der forud for kampen har påkaldt sig rollen som underdog. Men det giver Paris’ Henrik Møllgaard ikke meget for.

- Åh, det er sødt. Og det kan de selvfølgelig godt pege på, fordi vi har slået dem to gange i sæsonen. Men til gengæld har de erfaringen til at løbe med det hele – som de var så tæt på sidste år, hvor de førte stort i finalen.

- Det tror jeg godt, de vil have visket væk, og den lærestreg vil de gerne vise, at de har lært af, siger Møllgaard til DR.

Det bedste forsvarsshold

Med stjernespillere som Laszlo Nagy, Aron Palmarsson og Roland Mikler i målet får Paris dog sin sag for. Ungarerne har både gode skytter og et rigtig godt forsvar.

- Man har rigtig travlt i forsvaret. De dækker selv rigtig godt op, så løsningen er at dække så godt op, at de ikke får deres skytter i gang, så man selv kan komme til at løbe med dem, siger Møllgaard og tilføjer:

- Jeg synes, det er det bedste forsvarsshold af de fire, der er her. De er dygtige, og deres målmand tager normalt også godt fra. Så vi får brug for selv at have en masse redninger og få nogle kontraløb.

Semifinalen spilles lørdag, og allerede søndag skal holdene så ud i enten bronze- eller finalekampe.

- Sådan en weekend, hvor man spiller to kampe på to dage, bliver det i sidste ende et spørgsmål om ressourcer.

Kampene spilles i det, der hedder Final4. Semifinalerne bliver vist på TV 3 Sports kanaler, mens DR1 viser bronze- og finalekampen søndag. Bronzekampen sendes fra kl. 15.10, mens sendingen til finalen starter kl. 17.45.