Aalborg er i krise, men rundkredspædagogen Møllgaard byder modgang velkommen: 'Ret sjovt at prøve'

Henrik Møllgaard har været vant til fremgang, siden han kom til Aalborg Håndbold. Nu går det den anden vej, men det er sundt at prøve, mener veteranen.

Den aktuelle periode er den dårligste for Aalborg Håndbold, siden Henrik Møllgaard kom til klubben i 2018. (Foto: © Bo Amstrup / Ritzau Scanpix, Ritzau Scanpix)

Aalborg Håndbold er i krise. Og i aften får klubben næppe nogen håndsrækning.

- Åh gud, nej.

Henrik Møllgaard er helt sikker på, at Aalborg Håndbold ikke får noget foræret, når holdet gæster FC Barcelona i aftenens Champions League-kamp. Barça er dobbelt forsvarende vinder af turneringen og fortsat ubesejret i denne sæson med syv sejre og én uafgjort.

Omvendt havde Aalborg Håndbold tabt fire kampe på stribe, før holdet slog Lemvig-Thyborøn Håndbold i weekenden. I Champions League er nordjyderne nede på fjerdepladsen. Otte point fra Barça.

Se stillingen i Aalborgs gruppe nederst i artiklen.

Derfor forventer Henrik Møllgaard heller ikke, at Aalborg skal slå sin spanske modstander med velfriseret og poleret håndbold. Der skal knofedt til.

- Barcelona taber aldrig hjemme. Det er bare sådan en sandhed. Og så spiller de jo det mest tempofyldte håndbold, der findes derude. Kan vi ikke stå imod det pres og den fart, de kommer med, så bliver vi ganske enkelt most. Så kommer vi ikke til at have en jordisk chance, siger den danske veteran.

- Så det er tilbage til de gamle dyder med stenhårdt arbejde. Og så være klar til at byde dem op til dans. Laver de tre-fire fejl, så er det der, hvor vi hurtigt kan ændre kampbilledet.

Lidt rådvilde

Aalborg Håndbold er vant til at vinde. Siden Henrik Møllgaard vendte hjem til den danske liga igen i 2018, har klubben taget tre ud af fire mesterskaber, og i 2021 nåede Aalborg helt til finalen i Champions League.

Derfor har den seneste tid været atypisk for den ambitiøse klub. Forklaringen er ifølge Møllgaard, at spillet har svinget for meget. Fra det virkelig gode til, at spillerne "slet ikke kan få tingene til at hænge sammen."

Aalborg Håndbold tabte 33-39 til FC Barcelona i slutningen af oktober. Skuffelsen var til at få øje på hos Mikkel Hansen (tv), assistenttræner Arnor Atlason og Henrik Møllgaard bænken. (Foto: © Bo Amstrup, Ritzau Scanpix)

Når man vinder så ofte, som Aalborg har gjort, bliver der længere og længere mellem skuffelserne. Så dem skal spillerne lære at håndtere.

- Vi har jo også vænnet os til at gå fra succes til succes. Det kan godt være, at det også er blevet en lille smule en selvfølge, at vi bare vinder hver gang, siger Henrik Møllgaard.

- Vi er godt selv klar over, hvor meget arbejde der skal lægges i det. Men vi har jo også været inde i en periode, hvor vi har været lidt rådvilde, fordi vi ikke har fået det til at fungere. Heller ikke, når vi bare gik over til mere fast arbejde og måske ikke det mest polerede spil. Det har vi også haft svært ved at få til at sidde i skabet.

Har I gjort det svært for jer selv at leve op til forventningerne?

- Ja, det har vi da. Men der er heller ikke nogen, der skal have ondt af os, fordi vi stiller stadig kæmpestore krav til os selv. Og den helt berettigede kritik, vi møder lige nu, det er jo et billede, vi selv har skabt, og vi sætter jo endnu større krav til os selv, også indefra i gruppen. Vi er heller ikke tilfredse med den periode, vi er i lige nu, siger Møllgaard.

Fint med modgang

Men måske, ræsonnerer han, er det sundt nok at gå gennem lidt modgang. Det siges, at den slags kun gør folk stærkere, og det håber Henrik Mølgaard, at den også gør for Aalborg Håndbold.

- Måske er det fint at opleve, at vi ikke bare får ting foræret. Det er fint at prøve at opleve, at der er en lille smule modgang, og at der skal arbejdes hårdt for tingene, siger han.

- Selvom det kan lyde dumt, synes jeg egentlig også, at det er ret sjovt at prøve for sådan en rundkredspædagog som mig. Det er egentlig ret fint, at det ikke bare går op hele tiden, fordi jeg tror også på, at vi bliver et bedre hold af det. Og vi skal også være et bedre hold, hvis vi skal nå de store mål, vi har.

Henrik Møllgaard fylder 38 år om under en måned og har spillet på topniveau i 17-18 år, så han har efterhånden prøvet lidt af hvert. Han ved, at formdyk og modgang som regel er midlertidigt. Som han siger:

- Det skal nok lykkes alt sammen, selvom der også har været dage her, hvor vi ikke syntes, at det var så sjovt.

Kampen mod det spanske storhold bliver fløjtet i gang klokken 20.45 og kan følges på TV3 Sport og Viaplay.