Mere end en klub, men også mere eller mindre en umenneskelig opgave.
Håndboldklubben GOG stod torsdag aften ansigt til ansigt med overmagten, da fynboerne tabte 30-37 på hjemmebane til FC Barcelona i den første af to kvartfinaler i Champions League.
Den spanske storklub, som er dobbelte mestre i europæisk klubhåndbolds største turnering, var både i tanke og handling flere niveauer over danskerne, der nu står med et vanskeligt udgangspunkt inden returkampen om en uge.
At møde FC Barcelona må være som at sidde på bagerste række med flyskræk inden afgang til charterdestinationen og se besætningen give sikkerhedsinstruktioner. Nødudgangene er hér og dér, klar og så letter vi ellers.
Få spillere i GOG-lejren, og kun på sine bedste dage, kan modstå det match på individuel klasse, der tromlede ind i Odense. Den mest oplagte måtte være Simon Pytlick, Danmarks nyslåede verdensmester, der til lejligheden havde fundet sine rappeste trin frem.
Også det stående skud Morten Olsen trak afsted uden tilløb eller betænkningstid på dansk håndbolds p.t. eneste udsendte i Barcelona, keeper Emil Nielsen, til 5-6 efter ti minutter smagte af klasse.
38-årige Olsen havde meldt et karrierestop efter sæsonen, foretog en uvending og fortsætter. Kroppen kan endnu og familien derhjemme minder ham om, at han er for god til at holde. Det spillemæssige output mod Barcelona efterlod samme indtryk.
Han servicerede især en velspillede Emil Madsen på højrebacken, men tog ligeledes ansvar, når tingene sandede til.
Stor andel i, at fynboerne klarede sig nådigt til pause bagud med fire, 15-19, efter Simon Pytlick serverede et udspil til Jerry Tollbring så akkurat, at svenskerens fløjduel med Emil Nielsen mellem stolperne blev en formsag.
Barcelona gjorde det, de altid gør
Mod FC Barcelona har man greb om kampen, indtil man ikke har det længere - og det skifte på spændingskurven sker ofte meget pludseligt.
Nuvel, et par velafviklede kontrafaser gav endelig pote og satte fremadstormende Lukas Jørgensen i scene på stregen. Men da Dika Mem senere, håndboldspiller par excellence, nonchalant spadserede direkte op og udbyggede til spansk syvmålsføring, måtte GOG-træner Nicolej Krickau bare lette på hatten.
Et syn for guder, når franskmanden folder sig ud.
Han begyndte faktisk først til håndbold som 13-årig og må være det lysende eksempel på, at man ikke behøver at have fået sutteflaske på et halgulv for at blive til noget. Hårdt arbejde, umenneskelig springstyrke, spændstighed, mesterlig spilforståelse og en hammer af en venstrearm kan også gøre det.
De spanske giganter havde fået smag for det, og det punkterede en smule af pulsen i en ellers gul-klædt, farvekoordineret arena i Odense, hvor 4000 tilskuere var kommet for at se klodens bedste klubhold mod egnens egne helte.
End ikke Nejc Cehtes skud direkte i hovedet på Barcelona-danskeren Emil Nielsen kunne få tingene til at eksplodere. No hard feelings og et velment "undskyld". I håndbold kan den slags godt lade sig gøre, uden spillerne triller rundt og skaber sig.
Det største sug i den spanske lejr kom nok, da Dika Mem blev kantet af Frederik Clausen og landede så akavet ned, at verdensstjernen måtte bæres fra banen.
Et kortvarigt skud tro på tingene og Emil Madsen-power til 27-33, inden spanierne fik fundet brugsmanualen til autopiloten frem igen.
GOG er danske mestre og pokalvindere herhjemme. Barcelona? De har løftet 49 trofæer i træk i de hjemlige spanske turneringer og skal to år tilbage for at finde seneste gang, de tog surmulende hjem fra en Champions League-kamp.
Så det giver mening, at de aldrig taber. Heller ikke denne gang til GOG.