21-24.
Det blev det sensationelle resultat, da Bjerringbro-Silkeborg lørdag var på besøg hos den tyske håndboldmastodont THW Kiel og dermed holdt liv i håbet om avancement til 1/8-finalerne i Champions League.
Den jyske triumf havde få set komme, så hvis der blev festet godt igennem i Kiel, så forstår man det.
Det gjorde der dog på ingen måde.
- Sejren blev fejret i Kiel med et smil og en god middag med sponsorererne, men så er vi allerede i gang med at kigge på Skjern, siger Bjerringbro-Silkeborg-træner Peter Bredsdorff.
De danske mestre har et hårdt program foran sig i de kommende uger, hvor der ikke bare er pres på i den hjemlige liga, men hvor der også skal holdes liv i Champions League-drømmene med nye mirakler.
Stramt program
Onsdag kommer Skjern på besøg og allerede lørdag skal Bjerringbro-Silkeborg så forsøge at levere en ny overraskelse i Tyskland, når de danske mestre er på besøg hos Flensburg Handewitt.
- Det er lige før, at vi ikke engang har tid til at nyde vores sejr over Kiel, for så kommer der allerede en kamp igen, siger veteranen Michael Knudsen, der på ingen måde beklager sig over det hårde program.
- Det er med til at gøre os skarpe, at timingen sidder lige i skabet. Vi er i en periode, hvor vi ved, vi skal ind og yde 100 procent to gange om ugen. Det skærper os og er med til at gøre os endnu dygtigere.
Ugen efter kampene mod Skjern og Flensburg har Bjerringbro-Silkeborg også to kampe på en uge.
Onsdag den 8. marts skal de spille ude mod Team Tvis Holstebro, mens de søndag hjemme tager imod schweiziske Kadetten Schaffhausen i Champions League.