Skjern-spillere vil standse Kadetten

De schweiziske mestre fra Schaffhausen er næste bump i vestjydernes jagt på Champions League-avancement.

Kasper Søndergaard ser gode muligheder i opgøret i Schweiz. (Foto: © Lars Ronbog, 2015 Lars Ronbog)

For Skjerns håndboldherrer har gensynet med Champions League været ganske fornøjeligt.

I de første fire gruppekampe er det blevet til tre sejre, og pointhøsten skulle gerne udbygges torsdag aften, hvor Kadetten Schaffhausen venter.

- De har som målsætning at blive nummer et i puljen. De dummede sig hjemme mod Elverum, men siden den kamp har de spillet rigtig godt.

- De har et bredt hold og mange store stjerner, bl.a. Gabor Csaszar og Nikola Portner. Vi har stor respekt for dem, men det er ikke et hold vi frygter, fortæller Skjern-profilen Kasper Søndergaard.

Gode muligheder for gevinst

Schweizerne har i deres to seneste Champions League-opgør fået et overraskende point ude mod Baia Mare fra Rumænien og slået ukrainerne Motor Zaporozhye. Alligel er højrebacken optimist inden aftenens opgør.

- Jeg tror, at vi har en god mulighed for at vinde dernede. Det er ikke en hjemmebane med så meget tryk på som eksempelvis Metalurg og Baia Mare. Kadetten har ikke helt så mange tilskuere, så der bliver ikke helt så meget tryk på.

- Så hvis vi rammer vores højeste niveau, så har vi en fin mulighed, lyder vurderingen fra Kasper Søndergaard.

Holdkammeraten Daniel Svensson lægger heller ikke skjul på, hvad der er målet med turen til Schweiz.

- Vi går benhårdt efter de to point i Schweiz. Det bliver svært mod et rigtig stærkt mandskab. Det kræver, at vi står godt i forsvaret og lader være med at lukke så mange så ind.

- Det bliver vanskeligt, for deres hold består stort set af tidligere eller nuværende landsholdsspillere på samtlige positioner.

Skjern møder Kadetten Schaffhausen i aften kl. 19.30. Du kan se kampen direkte på DR3 med optakt fra kl. 19.25.