Det var tæt på at blive en vaskeægte håndboldsensation i Boxen i Herning. Foran 7.000 danske tilskuere spillede Skjern lige op med PSG’s stjernespækkede mandskab, men endte alligevel med at tabe 26-24.
Målmand Emil Nielsen reddede hele 19 skud fra PSG og endte med en redningsprocent på vanvittige 42. Han er stolt af Skjerns indsats i en kamp, der kammede over til sidst med et rødt kort til hvert hold.
- Vi spiller en rigtig, rigtig flot kamp. Jeg synes godt nok, vi havde fortjent mere. Vi spiller så godt. Vi får ikke kendelserne med os, må vi bare sige. Anders Eggerts røde kort er fuldstændig tyndt. Jeg er i tvivl, om det overhovedet var til to minutter. Vi havde ikke hjemmebanedommer i dag, siger Emil Nielsen til DR:
- Vi kæmper med dem og byder dem op til dans. Det har mange andre hold ikke formået. Det viser en kæmpestyrke. Vi er et fighterhold, og det viser vi i dag.
Skjern havde i dagens anledning flyttet kampen til den meget større arena Boxen i Herning. Emil Nielsen siger ikke nej tak til at få lov at spille der igen.
- Det er en af de største håndboldoplevelser, jeg har haft. Det er helt fantastisk. Sikke en kulisse og sikke et arrangement, vi har stablet på benene.
Emil Nielsen blev ganske fortjent kåret til kampens spiller.
