Team Esbjerg vinder den første af to kvartfinaler

Jesper Jensens tropper sikrede søndag et godt udgangspunkt for videre avancement i Champions League.

Mette Tranborg og Team Esbjerg vandt søndag mod CSM Bucuresti i den første af to kvartfinaler. (Foto: © Frank Cilius, Ritzau Scanpix)

Team Esbjerg er i den grad med i kampen om en plads blandt de sidste fire hold i kvindernes Champions League.

Med en sejr søndag på 32-28 hjemme mod CSM Bucuresti i det første af to kvartfinaleopgør, kan vestjyderne næste søndag tage til returopgøret i Rumænien med et godt udgangspunkt.

Det var dog rumænerne, der startede opgøret bedst og kom hurtigt foran med to mål. Det fik hjemmeholdet fra Esbjerg rettet op på i løbet af første halvleg og kunne gå til pause med en føring på 17-13.

Det var særligt Esbjerg-keeperen Amalie Milling, der gjorde forskellen for hjemmeholdet i slutningen af første halvleg. Her havde den 23-årige målvogter flere redninger i åbent spil og på straffekast, hvor blandt andre Bucaresti-profilen Cristina Neagu havde problemer.

Efter pausen var den danske føring helt oppe på syv mål, men mod slutningen fik holdet fra Bukarest pyntet en smule på resultatet.

Selvom sejren kunne have været større, var Esbjerg-profilen Mette Tranborg fint tilfreds med resultatet.

- Det var lidt som forventet. Der var høj intensitet, og der var virkelig god stemning fra tilskuerne. Det var bare sindssygt fedt, siger Mette Tranborg.

- Det er jo de her kampe, vi træner for at spille. At vi så får et udgangspunkt på plus fire, det er megafedt.

Esbjerg-træner Jesper Jensen og Kathrine Heindahl i jubel under søndagens Champions League-kvartfinale i Esbjerg. (Foto: © Frank Cilius, Ritzau Scanpix)

Norske Nora Mørk blev topscorer for Team Esbjerg med otte fuldtræffere på 10 forsøg. Kampens topscorer blev dog landsmanden Emilie Hegh Arntzen fra Bucuresti med 10 mål på 16 afslutninger.

Om en uge skal de to traditionsklubber atter i aktion. Denne gang i Bukarest i Rumænien.

En kamp, hvor esbjergenserne skal i arbejdstøjet, lyder det fra Esbjergs danske bagspiller.

- Det bliver megasvært. Bukarest er meget svære at slå på hjemmebane. Så det er virkelig vigtigt, at vi får fire mål med derned. Nu må vi så se, om det er nok.

- Langt hen ad vejen gør vi rigtig mange gode ting i dag. Og samtidig har vi ikke spillet vores bedste kamp, så det kan vi forhåbentlig gøre på søndag, lyder det fra Tranborg.

Lørdag tabte Odense Håndbold på hjemmebane den første af klubbens to kvartfinaler i Champions League mod ungarske Györ med cifrene 27-29.