I lange perioder af kampen, så det var faktisk ud til, at KIF Kolding København kunne holde stand mod polske Kielce i søndagens Champions League-opgør i Brøndby Hallen.
Men kræfterne slap op midtvejs i anden halvleg, og så blev det danske håndboldhold ellers splittet ad, inden kampen kunne fløjtes af med et 35-33-nederlag til KIF. Forsvarsklippen Lars Jørgensen lægger ikke fingre imellem.
- Det er så deprimerende. Vi kommer utroligt dårligt ud, men alligevel er vi med de første 10 minutter, selvom vi spiller fornærmende ringe i forsvaret, og angrebet heller ikke var imponerende. Vi havde mulighed for lige at vågne op og få justeret ind. Det er som om, alt svigter. Især mit eget ansvar omkring det defensive, siger Lars Jørgensen til DR.
- De scorer alle mulige steder fra, og vi får ikke stået tæt nok sammen og dæmmet op for dem. Alt var galt. Så begynder vi at forfalde til hurtige afslutninger, og så er de gode. De har 27 mand med og skifter fornuftigt ud. De kunne holde en ret høj kadence hele vejen igennem, og det kunne vi ikke stå imod, siger han.
Med nederlaget er KIF Kolding København nederst i Champions League-gruppen med bare to point. Det bliver dermed ganske svært at komme videre i turneringen efter gruppespillet.