Det har aldrig været en af Erik Vejes spidskompetencer at sove. Ellers havde han næppe stået dér i nattens mulm og mørke på stuegulvet med en saks i hånden for at klippe et af sine malerier i stykker.
Men det irriterede ham, grænseløst. Billedet altså.
Og når det på den måde nægtede at makke ret og samtidig holdt ham vågen, måtte det nødvendigvis lade livet. Jovist, siden har stumperne fra maleriet da tjent som glimrende bordskånere, så lidt kom der da ud af anstrengelserne.
Der var nogle ret fede elementer i det, men helheden, nej det fungerede bare ikke, griner han.
Erik Veje har malet i mange år. I nogle perioder mere, i andre mindre, lige nu rigtig meget.
Da Århus Håndbold, Vejes arbejdsgiver gennem 18 år, i april drejede på det store håndtag, blev landets hidtil længst siddende træner klubløs. En af dem, vi ynder at pakke ind i ord som ’institution’ og ’legende’.
Vejes exit fra konkursboet blev listet afsted uden hverken buket eller bifald, men i en bisætning under et pressemøde, da fremtidens ligahold, fusionen Skanderborg Aarhus Håndbold, fødtes.
Erik Veje fik tilbuddet om at komme med ombord på det nye hold, men mærkede efter i maven og takkede nej. I stedet står han nu i sin lejlighed og maler.
- Siden klubben gik konkurs, bruger jeg primært tiden på at søge en masse forskellige jobs og så maler jeg rigtig meget. Jeg skal virkelig disciplinere mig selv for at lave noget andet. Ellers skal jeg bare lige og bare lige, og så er dagen gået, siger Erik Veje.
Det forklarer den akutte mangel på vægplads. Samtlige overflader i stuen er beklædt med abstrakte malerier og plastickassen ved spisebordet flyder over med pensler og farver.
Selv på køkkenbordet står billederne opmagasineret.
Det er oplevelsen af at føre farverne med ét strøg og gå tilbage for at se, hvad der sker på lærredet, som drager ham.
- Nogle gange går der otte timer, hvor jeg stort set ikke får spist eller trukket vejret. Så starter jeg på et billede og glemmer tid og sted. Det er en sjov proces, fordi det ikke er indefra og ud, men mere udefra og ind.
Veje er uddannet jurist, og det med at bryde ting ned i detaljer for at forstå dem er ikke nyt.
- Når man gerne vil være dygtigere, kræver det, at man forholder sig til sig selv og det man ikke kan. Du kan godt stå og male i timevis, men det bliver du ikke nødvendigvis dygtigere af. Det er det samme i håndbold. Der er mange, der træner og træner, men ikke bliver bedre. Nogle bliver mere erfarne, andre bliver bare ældre, siger han.
Parallellerne til Erik Vejes liv i håndboldsporten er lette at få øje på. Nogle trænere asfalterer smalt og træder en spiller udenfor, må han rette ind. Prompte. Her hælder Veje mere til at slippe kontrollen og lade spillerne skabe det hold, der passer til dem. Samme filosofi han praktiserer med penslen.
- Jeg tror, at man får de stærkeste teams ved ikke at lave en alt for snæver vej fra starten. Det ville være enormt ærgerligt at have en i truppen, som er sindssygt sjov, der bliver holdt nede. Man skal bruge de ressourcer, de enkelte kommer med, siger Erik Veje.
Trives når det hele bimler og bamler
De fleste mennesker har behov for en plan. Om fem år, sker der det. I 2030 er vi her. Det giver tryghed. For Erik Veje har det altid været enormt fascinerende ikke at vide, hvad der skal ske. Den situation han står i nu.
- Grundlæggende har jeg ro i kaos. Jeg kan godt lide, når der er rigtig mange aspekter i spil samtidig. Hvorfor? Det ved jeg ikke. Det er faktisk skægt. Hvad pokker er det for et fænomen?, spørger Veje.
Men det forklarer måske, hvorfor han er håbløst forelsket i et sted som Times Square i New York, hvor det bimler og bamler. Og at han omvendt får knopper ved tanken om nogensinde at eje et sommerhus og sidde på en hvid havestol og se græsset gro. Der skal ske noget.
Men er der så ikke noget paradoksalt i, at du var 18 år i den samme klub? Blev du aldrig træt af det?
- Sådan har jeg ikke oplevet det. Det har været et år og et år og et år igen. Det er hele tiden et nyt hold, nye spillere, nye situationer. Det er ikke en sammenhængende periode, man oplever. Jeg synes ikke, at jeg blev træt af det. Én ting er at være spiller, hvor man løber til højre, så til venstre og skyder. Som træner er der så mange andre aspekter i det, siger Erik Veje.
- Jeg er hele tiden interesseret i at udvikle mig selv. Jeg ved ikke, om det er arrogant at sige, men jeg tror, at jeg er meget reflekterende.
Det er svært at være uenig.
Erik Veje er en tænker, som konsekvent drejer fri af floskler, klichéer og andre kaloriefattige slutninger. Han tager hellere ti sekunders tænkepause i akavet stilhed og svarer altid ’det ved jeg ikke’, hvis det rent faktisk forholder sig sådan.
Cheftræner igen? Pas. Måske, måske ikke. Den uvished vil han befinde sig i de næste mange måneder. Men det er inde i overvejelserne på et tidspunkt at indtage en assistenttrænerrolle.
- Det er megafedt at være håndboldtræner, men der er også mange andre ting, der er spændende, siger han.
’Vi hader tilfældigheder’
Det er svært at putte Erik Veje i en kasse, så hvorfor overhovedet forsøge? Mange har forsøgt, og han er både blevet kaldt gal og genial, professor og provokatør. Mit bud er, at han hader den slags.
Tingene er mere komplekse. Alligevel forsøger vi altid at sætte tingene i kasser, så de giver mening.
Hvis naboen bliver syg, vil vi gerne have, at han har levet usundt. Når ukuelige Liverpool vinder Premier League og Champions League, må manager Jürgen Klopp nødvendigvis være ’guddommelig og verdens bedste træner’.
- Vi hader tilfældigheder og søger altid sammenhængene. I sport er de bare utrolig farlige, fordi tit og ofte sker tingene på trods af og ikke på grund af, siger Erik Veje.
For hvad så når Liverpool året efter taber og taber med det samme hold – er Klopp så uduelig?
- Lige nu har vi en virkelighed, hvor vinderen får lov til at fortælle, hvorfor han vandt og give opskriften på succes, og så lytter vi til det. Men vores evige lighedstegn mellem sejre og dygtig ledelse er en illusion, siger Erik Veje.
Der er masser af eksempler, hvor hold hæver det ene trofæ efter det andet, mens spillerne samtidig er ved at eksplodere over træneren.
- Vi har en tendens til at tale trænerrollen op, og jeg undrer mig ofte over, med hvilken begejstring trænere står frem og dedikerer sejren til sig selv. Det er utroligt, hvad spillere skal finde sig i af træneres selvpromoveringer, siger Erik Veje.
Andre steder i samfundet var man ikke på samme måde sluppet igennem ved at være en ’elendig, narcissistisk leder’, der kun har sig selv i hovedet.
- Det kan du sagtens være i håndbold. Spillerne ved godt, at træneren afgør, hvem der spiller. Øretæverne sidder løst, og når folk har sportslige ambitioner, finder de sig i hvad som helst. Opførte man sig sådan som mellemleder i en virksomhed, ville folk søge job et andet sted.
- Vi skal være ydmyge som trænere og prøve at holde øje med vores egen narcissisme. Det er trods alt spillerne, der spiller. Mange af dem er så dygtige, at tingene sker automatisk, og vi ved aldrig med sikkerhed, om den måde vi behandler dem på eller vores taktiske opskrifter var vejen til succes, siger Erik Veje.
Veje har for eksempel ’aldrig nogensinde været så dygtig’ som en aften i Lemvig, hvor han fik rødt kort og tilbragte resten af kampen på tribunen. Så sad han i stedet og sendte dessiner på SMS til assistenttræneren.
- Der sker vildt meget, når man ændrer perspektivet. Derfor er det også enormt spændende at se video efter en kamp. Hvis folk vidste, hvor langt det er fra den virkelighed, vi føler på sidelinjen. Hold nu op. Det er to forskellige verdener.
- Det er derfor, at håndboldkampe er en sjov størrelse. Man er nødt til at splitte dem op bid for bid. Det store billede – om man vandt eller tabte – giver ikke noget som helst, siger Erik Veje.
Engang i mellem ér det trænerens genialiteter, andre gange spillernes og af og til kan det også bare være held. Vi er i hvert fald nødt til at kradse dybere end i overfladen og partout lade vinderen agere sandhedsvidne, mener Veje.
Det er måske netop derfor, at han stadigvæk elsker håndbold - og timerne med penslen for den sags skyld.
Fordi begge dele er så utrolig komplekse.