Håndboldkvinderne fra Team Tvis Holstebro kan i eftermiddag lægge fundamentet for en endnu en europæisk titel, når de møder russiske HC Lada hjemme i Gråkjær Arena.
Skulle det gå hen og lykkes for vestjyderne at besejre Lada over to kampe i Cup Winners Cup-finalerne vil det være den tredje europæiske Tvis-triumf på blot fire sæsoner.
I 2013 overraskede Tvis-kvinderne alt og alle, da de efter et nederlag på 35-31 på hjemmebane tog til Frankrig og leverede sensationen.
Efter en 15-14-føring ved pausen vandt Tvis med 33-28 og dermed kunne jublen bryde løs.
Specielt Kristina ’Mulle’ Kristiansen og Sandra Toft var leveringsdygtige i mindeværdige jubelscener.
2015-triumfen mod Rostov
Sidste sæson stod Team Tvis Holstebro endnu en gang i EHF Cup-finalen, og her var modstanderen Rostov Don.
Hjemme i Holstebro gav Tvis gæsterne et ordentligt dyt i den russiske bamse, og med en 13-målssejr anså de fleste det blot for formalia, at vestjyderne kørte den samlede sejr hjem i Rusland.
Opgøret i Rostov blev dog langt mere spændende end vestjyderne kunne forestille, og først efter et dramatisk opgør og en russisk sejr på 11 mål kunne Team Tvis-kvinderne igen løfte EHF Cup-trofæet.
Team Tvis Holstebro møder HC Lada i den første Cup Winners Cup-finale. Du kan følge kampen på DR1 fra kl. 15.05.