Lars Krogh: Danmarks bundniveau er bekymrende lavt

DR Sportens håndboldekspert Lars Krogh Jeppesen mener, at der er grund til bekymring oven på Danmarks nederlag mod Tjekkiet.

(Foto: © GEORGI LICOVSKI, Scanpix)

Onsdag aften spiller håndboldherrerne en yderst vigtig kamp ved EM i Kroatien. En kamp der kan få afgørende betydning for Danmarks videre færd i turneringen.

For selvom det danske landshold allerede er kvalificeret til mellemrunden, så skal de slå Spanien for at få et maksimalt antal point med videre, hvilket vil øge chancerne for at komme langt i turneringen.

I første gruppekamp viste Danmark højt niveau mod Ungarn, hvilket fik eksperter til at udråbe Danmark til EM-favoritter. Men gårsdagens nederlag til Tjekkiet har ændret retorikken. Nederlaget har nemlig skabt stor bekymring inden kampen mod Spanien.

- Jeg er bekymret, fordi jeg synes, at bundniveauet er så lavt. Det havde jeg langt fra regnet med. Jeg synes, man spillede en fantastisk kamp mod Ungarn, hvor samtlige spillere præsterede.

- Men at man præsterede sådan mod Tjekkiet, det var en overraskelse. Nu skal man finde tilbage til det reelle niveau, og det gør man ved at finde momentum. Der skal fart i benene og investeres mere i duellerne, for man vandt ingen dueller mod Tjekkiet.

Katastrofe at tabe til Spanien

Lykkes det Danmark at ramme det reelle niveau, så er der bestemt muligheder for at slå Spanien.

Men rammer danskerne endnu en offday, så kan det blive fatalt for Danmarks EM-håb.

- Strukturen i den her turnering er sådan, at nederlaget kan blive vanvittigt ubehageligt. Går resultaterne imod Danmark i morgen, og Danmark taber til Spanien, bliver det en mellemrunde med nul point, og det er ret katastrofalt.

- For det overordnede mål er en semifinale, og det bliver meget svært og noget, man ikke selv kan afgøre, hvis det bliver med nul point i mellemrunden. Så ja, det vil være en katastrofe.

Danmark spiller mod Spanien onsdag aften kl. 20.30. Kampen kan ses direkte på TV 2 eller følges i Liga på P3.