Som spiller har han deltaget i et hav af slutrunder for Danmark. Men som landstræner var der slutrunde-debut for Nikolaj Jacobsen ved EM i Kroatien.
Og på trods af at Danmark ikke formåede at hive ædelt metal hjem, har det været en lærerig oplevelse for landstræneren.
- Det har været sjovt, spændende, hårdt og udfordrende, siger Nikolaj Jacobsen, da DR Sporten fanger ham til en evaluering af EM.
- Det har været en god blanding af alt mulig i den måned, vi har været sammen. Vi har haft gode træninger og også gode kampe, men det har også været skuffende med en fjerdeplads, siger landstræneren og slår fast:
- Men jeg synes, vi er kommet et skridt videre, så det har været lærerigt.
Nu skal Nikolaj Jacobsen evaluere spillet i detaljer for at løse de udfordringer, Danmark har været ramt af i Kroatien.
- Selv om vi alle er skuffede, har der været mange positive lyspunkter. Vi har generelt set spillet godt angrebsspil, måske brændt lidt meget i nogle perioder, men vores overtalsspil har været godt, siger landstræneren:
- Så har vi været nødt til at indgå kompromiser forsvarsmæssigt, og vi skal stadig lægge lag på vores kontrafase, som kan udvikles, så vi kan få flere nemme mål. Endelig skal vi være dygtigere i vores paradespil, siger han.
Ikke robotter
Og så er det de ting, man ikke kan gardere sig mod. Som eksempelvis at Nicklas Landin har spillet en skid slutrunde med en redningsprocent på kun 29.
- Vi kan godt forvente os mere af ham, han er en af verdens bedste målmænd. Det er ærgerlig for os, at han ikke rammer det niveau, vi ved han har, men sådan er det en gang imellem; vi er mennesker, ikke robotter.
Under alle omstændigheder skal Nikolaj Jacobsen nu arbejde videre med det danske hold. Og de fremtidige målsætninger er lige så klare for ham, som da han startede i jobbet.
- Da jeg startede i dette job, sagde jeg, at mit hovedmål, selve grunden til at sige ja til jobbet, er at vinde noget med holdet: Jeg går efter at få medaljer hjem til Danmark.
