EM-slutrunderne i håndbold udfordrer de fleste tilskuere, når gruppespillet afløses af en mellemrunde. Her skal man nemlig holde koncentrationen, hvis man vil holde styr på pointfordelingen.
I artiklen her skulle du gerne få et overblik over de forskellige scenarier, der tager sit afsæt i dagens tidlige sejre til Rusland og Tyskland.
Og lad os så bare slå fast: En sejr over Ungarn giver Danmark et forspring til de andre hold i den kommende mellemrunde. Man tager nemlig eventuelle point med videre, som man har fået imod de andre mellemrunde-hold fra ens egen pulje.
Danmark kan få maksimumpoint med
Danmark kan få de maksimale fire point med videre, hvis det onsdag aften lykkes at besejre Ungarn. Dog kan det også ende med, at vi tager færre point med videre, alt efter hvordan kampen ender:
- •
Dansk sejr over Ungarn: Danmark får fire point med i mellemrunden, Rusland to og Ungarn nul
- •
Uafgjort mellem Danmark og Ungarn: Danmark får tre point med i mellemrunden, Rusland to og Ungarn et
- •
Danmark taber til Ungarn: Både Danmark, Ungarn og Rusland får to point med i mellemrunden
I den sene kamp i Gruppe D spiller Spanien og Sverige om at gå videre til mellemrunden med nul, to, tre eller fire point.
- •
Spansk sejr over Sverige: Spanien får fire point med videre, Tyskland to og Sverige nul
- •
Uafgjort mellem Sverige og Spanien: Spanien får tre point med videre, Tyskland to og Sverige et
- •
Svensk sejr over Spanien: Spanien, Sverige og Tyskland får to point med hver
Sådan blandes grupperne
EM-slutrunden består af fire grupper med fire hold i hver. Danmark er placeret i Gruppe D, der parres med Gruppe C. Derudover bliver Gruppe A og B også parret.
Tre af de fire hold fra hver gruppe går videre til mellemrunden, hvor man spiller mod de tre ”nye” hold. I Danmarks tilfælde skal vi møde Spanien, Sverige og Tyskland.
Montenegro (Gruppe D) og Slovenien (Gruppe C) er ude af EM.