VIDEO Nedtrykt Lindberg: Havde ikke set det komme

Hans Lindberg har de seneste ni sæsoner spillet i HSV Handball, der nu står over for en konkurs.

Hans Lindberg er ked af situationen i HSV Handball, hvor han har spillet de sidste 9 år

Fredag den 15. januar blev der åbnet en konkurssag mod den tyske håndboldklub HSV Handball. I klubben spiller der tre danskere, Hans Lindberg, Allan Damgaard og Casper U. Mortensen, og de skal nu ud og finde sig en ny klub, da det næsten ser umuligt ud for klubben at undgå en konkurs.

HSV mangler i omegnen af to millioner euro, svarende til lige godt 15 millioner kroner, og derfor ligner det i den grad, at konkursen er ved at være en realitet.

- Jeg må være ærlig og sige, at jeg ikke i min vildeste fantasi havde troet, at det scenarie, der er der nu, det skulle ske. Det kom meget bag på mig, siger Hans Lindberg om situationen i den klub, han har repræsenteret de seneste ni år.

- Det kom også bag på mig i forhold til, hvilke meldinger vi har fået fra baglandet i Hamborg. Og selvfølgelig er det en klub, der står mig meget nær, og en klub jeg har oplevet fantastiske ting med, fortsætter han.

Nemt at få tankerne over på EM

En melding om en forestående konkurs kan nok ikke komme på noget godt tidspunkt, alligevel kan man nok godt sige, at den kom på et rigtig skidt tidspunkt for de danske spillere.

Men selvom man udefra godt kan forestille sig, at det må være svært at lægge tankerne om, at man nu står klubløs, bag sig, så har det ikke været svært for Hans Lindberg.

- Det er første gang, jeg har skulle spille en kamp, hvor jeg egentlig i bund og grund står klubløs, og jeg ikke ved, hvordan fremtiden ser ud. Men jeg synes ikke, jeg havde svært ved at fokusere på kampen, og jeg havde ikke svært ved at skulle forberede mig på at skulle spille mod Rusland.

- Jeg synes egentlig, det er ret nemt at kunne skille tingene ad i forhold til, jeg er til et EM med landsholdet. Lige så snart kampen er færdig, og man ligesom er kommet væk fra det - så går tankerne igen på ens hverdag i Hamborg, hvor hverdagen så ikke kommer til at være fremadrettet.

Du kan se hele interviewet med Hans Lindberg i playeren øverst i artiklen.

Casper U. vi gøre det hele igen

Også landsholdets ene venstre fløj, Casper U. Mortensen, skal nu til at kigge sig om efter en ny klub. Og det er efter blot seks måneder i det nordtyske.

- Jeg ville sgu gøre det hele igen. Det har været et helt vildt halvt år.

- Det er selvfølgelig trist og ærgerligt, og man har mange følelser. Selvom jeg kun har spillet i klubben i et halvt år, så har det næsten været det bedste halve år i mit liv.

Men selvom Casper U. ikke har spillet i udlandet så forfærdelig længe, så er det her, han ser karrieren fortsætter.

Vil du helst blive i udlandet?

- Ja, det vil jeg gerne, afslutter han.

Du kan se hele interviewet med Casper U. Mortensen i playeren herunde.