VIDEO Lasse Svan: Det var noget værre rod!

Højrefløjen ærgrer sig noget over, at Danmark igen spiller to meget forskellige halvlege.

Håndboldlandsholdet kæmpede endnu engang med at få fart i spillet, da Montenegro mandag aften blev besejret i holdets anden gruppekamp.

- Det var noget værre rod, siger højrefløjen Lasse Svan om de to vidt forskellige halvlege.

- Heldigvis synes jeg endnu engang, at vi fik styr på det i anden halvleg.

Inden kampen havde der været snakket om Montenegros slagkraftige bagkæde. Den fik Danmark ikke rigtigt dækket op for før til sidst. Det er en af årsagerne til at målmand Niklas Landin ikke stod sin bedste landskamp, hvis man lytter til Lasse Svans forklaring på forsvarsproblemerne:

- Det er nogle gode skud, de får sendt af sted. Og når vi ikke lige helt få paraderne op eller kommer langt nok frem til dem, så er det svært for målmændene at tage dem inde bagved. Så jeg er glad for, at vi fik aggressiviteten ind i forsvaret i anden halvleg.

Nu glæder Svan sig til at se kampen igennem igen, og så håber han at den kan danne grundlag for et samlet set bedre præstation mod Ungarn på onsdag.

- I overmorgen vil vi rigtigt gerne spille en første halvleg hvor der er tempo i både forsvaret og angrebet.

Danmark - Ungarn spilles onsdag klokken 20:15 og kan følges direkte på P3 og her på dr.dk/sporten.