Wilbek om Spanien: Verdens bedste forsvar og målmænd venter

Men Danmark har er klart overtag i statistikken mod Spanien inden søndagens EM-brag.

Ulrik Wilbek har været med til at vinde mange kampe over Spanien som landstræner. (Foto: © Claus bech, Scanpix)

VM-finalen mod Spanien i 2013 blev noget af et mareridt, da det danske håndboldlandshold blev fejet af banen med et nederlag på hele 16 mål.

Men set over en årrække, er det faktisk Danmark, der bør være ovenpå.

Det pointerer tidligere landstræner og nu sportschef i Dansk Håndbold Forbund, Ulrik Wilbek.

- Jeg ser Spanien i et længere perspektiv, fordi det er mange af de samme spillere, der er på holdet. Det er et hold, vi har slået næsten hver gang.

- Vi fik en ordentlig en på goddagen ved VM i Spanien, men så vandt vi året efter i Danmark og tabte med ét mål sidste år, fortæller Ulrik Wilbek.

Det er blevet til otte danske sejre ud af 10 kampe, som er spillet ved enten EM, VM eller OL siden 2004.

Forsvar og målmænd i verdensklasse

Men trods statistikkerne, så er Spanien en frygtindgydende modstander.

- De er meget stabile i deres forsvar og har været verdens bedste der i mange år. Og så har de to af verdens bedste målmænd.

- Når man har en kamp mod Spanien, er det altid angrebet, man taler om. Man skal holde afstand til forsvaret og være opmærksom på, hvis man spiller overgangsspil, så ryger Spanien frem i hovedet på én, forklarer Ulrik Wilbek.

De senere år har der udspillet sig nogle spændende kampe mellem de to nationer. Hans Lindberg erkender, at det har været på godt og ondt.

Han husker sidste år i Qatar, hvor Spanien sendte Danmark ud i kvartfinalen.

- Canellas afgjorde kampen tre sekunder før tid. Men det var meget tæt og bølgede frem og tilbage. Det viser bare, at Danmark og Spanien står rigtig godt overfor hinanden - hvis vi altså lige tager den der finale fra, hvor vi tabte med 16, siger Lindberg.

Nøddesbo tror Spanien holder niveau

Jesper Nøddesbo spiller til daglig i spansk håndbold for FC Barcelona. Han vurderer Spanien til at have nogenlunde samme niveau som tidligere.

- Jeg tror, det er det samme, de kommer med. De er måske blevet bedre i forsvaret, fordi de har haft mere tid sammen, siger Nøddesbo, som ikke tror, at spanierne har det mentale overtag trods de seneste års resultater.

- Nej, jeg tror, de har utrolig stor respekt for os. Men det kræver det ypperste fra os som hold, hvis vi skal slå dem, og det bliver spændende at se, hvor vi står. Ved Golden League fik vi ørerne i maskinen mod Frankrig. Jeg håber, vi kan få rettet op på det mod Spanien, siger Jesper Nøddesbo.

Danmark møder søndag aften klokken 20:30 Spanien i Wroclaw. Du kan se den på TV 2, høre den i radioen på P3 eller følge den i livetekst på dr.dk/sporten.