De danske håndboldkvinder har overrasket alt og alle ved EM i Sverige. Målsætningen om at blive blandt de 12 bedste er forlængst overgået og fredag aften venter Holland så i semifinalen.
- Hvis vi fortsætter vores gode spil og vores måde at afvikle kampene på, så synes jeg, at det er en meget lige kamp. Vi har gode chancer, siger Mette Tranborg, der har været én af de største positive overraskelser i turneringen.
Rutinerede hollændere
Landstræner Klavs Bruun Jørgensen maner dog til besindelse. Hollænderne er et rutineret hold, der har stor erfaring med de helt store kampe, så de danske håndboldfans skal indstille sig på en meget hård kamp.
- Det er deres tredje semifinale i træk, så vi ved, at det er et stærkt hold. De kan ikke kravle udenom at være favoritter. Jeg ved godt, at vi er kommet stærkt og har slået nogle fine hold i den her turnering, men det har hollænderne altså ogå, siger Klavs Bruun Jørgensen til DR Sporten.
Holland - Danmark spilles 18:15 og vises på TV2. Der er også mulighed for at følge kampen på P3.