Det pandebånd, der skulle beskytte fløjspilleren Maria Fisker mod nye hjernerystelser, ser ud til at koste hende deltagelsen i Danmarks første EM-kamp mandag aften.
Det europæiske håndboldforbund har vurderet det og givet hende afslag på, at det må benyttes under EM i Sverige. En besked som hun først fået i dag.
- Vi har været til møde her til formiddag med EHF, og indtil videre er det pandebånd ikke godkendt, fortæller landstræner Klavs Bruun Jørgensen.
Arbejder på alternativ
I den danske lejr har man dog ikke helt opgivet håbet om at få Randers-spilleren med, og man forsøger at få lavet et nyt pandebånd, som EHF er villig til at acceptere.
- Vi arbejder selvfølgelig på højtryk for at få det godkendt, men vi arbejder også på et alternativ. Det er fysioterapeuterne i gang med, siger landstræneren, der nu skal tænke i alternativer.
- I forhold til truppen foretager vi os indtil videre ikke noget. Vi arbejder med alternative løsninger og forsøger at få presset det her igennem, siger Klavs Bruun Jørgensen, som dog er fortrøstningsfuld omkring fløjposition.
- Jeg er helt tryg ved, at vi så kun stiller med Fie Woller på venstrefløj.
Hvis Maria Fisker bliver tvunget til at stå over i kampen, betyder det, at De danske håndboldkvinder kun har 15 spillere med i truppen, når de mandag aften tager hul på EM i kampen mod Montenegro.