EM i Sverige begynder for alvor for de danske håndboldkvinder, når de i aften spiller første kamp i mellemrunden.
Danskerne gjorde rent bord i gruppespillet med sejre over Montenegro, Ungarn og Tjekkiet, men nu venter noget hårdere modstand mod ærkerivalerne fra Norge.
DR Sportens håndboldekspert Lars Krogh Jeppesen har fundet tre grunde til danske optimisme før aftenens kamp.
1: Norge i forkert gear
- Norge er stadigvæk ikke i gear og oppe i de omdrejninger, vi normalt ser dem. De vinder godt nok stort over Kroatien, men mod Rumænien og Rusland scorer de blot 23 mål. Angrebsmæssigt er de ikke, hvor de skal være. Defensivt er det lidt en anden sag, men spillet har ikke helt været der i offensiven.
2: Gravid profil
- Norges bedste spiller i min verden over de sidste mange år, hun sidder altså hjemme i Norge og er gravid. Den betydning, som Heidi Løke har haft for det norske landshold, når de har været i problemer, den har været enorm.
- Hun var og er en fantastisk kapacitet, som ethvert hold ville lide under savnet af.
3: Dansk selvtillid
- Danmark kommer med stor selvtillid og en stor tro på, at det bliver den her gang, de slår Norge. Der er en del spillere i den danske trup, der har ramt det niveau, der kræves i en stor turnering. Her tænker jeg især på spillere som Anne Mette Hansen, Stine Jørgensen og Stine Bodholt.
- Der bliver dog virkelig også bruge for kvalitet i afslutningerne, for danskerne står overfor verdens stærkeste målmandspar i Silje Solberg og Kari Aalvik Grimsbø. Hvis den ene ikke har en god dag, så har den anden en god dag.