Det har været svært at se, at det igangværende EM blot er Emma Friis' anden slutrunde som dansk landsholdsspiller.
Venstrefløjen fra Ikast Håndbold har været Danmarks mest flittige målscorer i gruppespillet med 17 scoringer i tre kampe. Fire mål færre end slutrundetopscorer, tyske Alina Grijseels.
Senest blev det til ni styks for Emma Friis tirsdag aften mod Sverige, hvor den danske venstrefløj bankede på til en topkarakter hos DR Sportens håndboldekspert Helle Thomsen.
- Vi kunne godt snakke om, hun skulle have haft en 12'er. Hun laver 9 mål på 12 forsøg, men jeg bliver nødt til at gemme den høje karakter, til når hun laver 12 på 12, lød det fra Helle Thomsen i den forbindelse.
Til trods for at den 23-årige fløjspillers slutrundedebut endnu ikke er et år gammel, leverer Emma Friis ifølge Helle Thomsen på et stabilt, højt niveau.
- Det er så flot af en ung spiller at hamre den ene scoring ind efter den anden, og hun står rigtig fint defensivt også, sagde Helle Thomsen.
Herunder kan du få et overblik over de mest målfarlige danskere ved EM.
Den danske EM-topscorer får også roser med på vejen fra Kathrine Heindal, der er en af de mere rutinerede spillere på landsholdet.
- Jeg synes, det er så megasejt med den ro og coolness, hun har. Det har hun også, når vi går rundt på hotellet. Der skal meget til at ryste hende ud af kurs, siger Kathrine Heindahl.
Den danske stregspiller glæder sig over at spille på hold med så skarpe fløje, som Emma Friis til venstre og Trine Østergaard på den anden fløj har vist sig at være ved slutrunden i Slovenien.
- Det er sindssygt fedt at have to fløje, som er sikkerheden selv. Hun (Emma Friis, red.) skal bare klø på og blive ved, så er jeg sikker på, at der er masser af mål i hendes arm, siger Kathrine Heindahl.
Trivsel smitter af på niveauet
Hovedpersonen, der beskriver sig selv som mere tilbageholdende, forklarer, at hun har fundet sig godt til rette på det danske landshold.
- Det er jo bare fedt at være i en trup, hvor der er plads til forskelligheder, og hvor der er plads til både ekstroverte og introverte. Jeg trives og er tryg, og jeg tror, at det afspejler sig inde på banen, at jeg også har det godt uden for banen, siger Emma Friis.
Den danske fløjspiller understreger samtidig, at det rykker meget at være med til en slutrunde og få den tillid, landstræner Jesper Jensen har vist hende.
- Jeg er stadig ung, og det er min anden slutrunde, så jeg suger den erfaring til mig, som jeg kan, siger Emma Friis.
For der er forskel på at spille kampe i den hjemlige liga og at spille for en EM-semifinaleplads mod Ungarn, Kroatien og verdensmestrene fra Norge i mellemrunden.
- Jeg er sindssygt heldig at få lov til at få så meget spilletid, begive mig ud på lidt dybere vand nogle gange og skyde på nogle rigtig dygtige målvogtere, siger Emma Friis.
- Det er jeg sindssygt glad for, og det er jeg sikker på også gør mig til en bedre håndboldspiller hjemme i den danske liga.
Du kan følge Danmarks EM-kamp mod Ungarn torsdag aften fra klokken 20.00 i LIGA på P4, i livebloggen på dr.dk eller se opgøret på TV 2 klokken 20.30.