Semifinalen.
For tredje gang i træk har Danmarks håndboldlandshold for kvinder spillet sig til en plads blandt de fire bedste ved et mesterskab.
Det vidner om høj kvalitet, og det var også til at se på banen, da danskerne onsdag aften triumferede mod de regerende europa- og verdensmestre fra Norge - for første gang i otte år, vel at mærke.
Dagen derpå er armene næppe faldet ned hos håndboldlandsholdet endnu, men efter sejren mod Norge står målet alligevel klarere end nogensinde før, fortæller landsholdspilleren Kathrine Heindahl.
- Der kan komme en masse udfordringer og bump på vejen, men vi har én ting for øje. Det er at stå øverst på skamlen, siger stregspilleren.
Målvogteren Sandra Toft erklærer sig enig.
- Når man først står i en semifinale, så skal man stile efter den øverste podieplads, siger målvogteren.
De store ambitioner og armbevægelser til trods er jordforbindelsen langt fra forsvundet hos landsholdet.
Fokus er nemlig allerede rettet mod næste opgave, der venter.
I semifinalen skal Danmark stå ansigt til ansigt med Montenegro, der sluttede på andenpladsen i den anden pulje i mellemrunden, mens Norge skal op i mod et stærktspillende fransk hold.
Fire gode hold er det, men Kathrine Heindahl er overbevist om, at Danmark har, hvad der skal til for også at ende blandt de to bedste.
- Jeg synes, vi har givet os selv nogle gode forudsætninger for at tage næste step som hold og spille en finale. Det skal forhåbentlig gå ud over Montenegro på fredag, siger hun.
Coronatest venter torsdag
Først skal stængerne dog op, taktiktavlerne findes frem og træningen tilpasses den næste modstander.
Men inden da skal samtlige i landsholdslejren forbi en coronatest torsdag formiddag, da både assistenttræner Lars Jørgensen og stregspiller Kaja Kamper få timer før gårsdagens brag mod Norge testede positiv for corona.
To isolationer og én streg i regningen var det, og Kathrine Heindahl er da også nervøs for, om flere falder for de såkaldte CT-værdier.
- Det (nervøs, red.) synes jeg tit, man er til en test. Det var vi også, da vi blev testet ind i turneringen, siger hun.
Der bliver sikkert banket en smule under morgenmadsbordet, og set med rødhvide briller ville det da også være ærgerligt, hvis flere skulle teste positiv.
Men det kan kun tiden vise, og for landsholdet handler det derfor nu om at holde fokus på mødet mod Montenegro.
Her venter en svær opgave, men landstræner Jesper Jensen vil i hvert fald gøre sit for, at Kathrine Heindahl, Sandra Toft og resten af spillerne står knivskarpt, når de når dertil.
Og mon ikke de også selv vil det.
- Nu har vi 48 timer til at stå klar igen, og Montenegro bliver megahårdt og svært, men vi vil mega gerne til næste kapitel, siger Jesper Jensen.
I EM-semifinalen skal Danmark møde Montenegro. Den kamp spilles fredag klokken 17.45, og kan følges i DR LYD og LIGA på P4, i livebloggen på dr.dk eller ses på TV 2.