KARAKTERER Suveræn dansker scorer stensikkert 12-tal: Bedøm selv spillerne her

Dyk ned i karaktererne til de danske spillere efter gruppesejren over Sverige ved EM.

Sandra Toft grundlagde den danske sejr i første halvleg, hvor hun stod med en redningsprocent på 75. (Foto: © Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)

Det danske håndboldlandshold kom ud som lyn og torden mod Sverige i den sidste gruppekamp ved EM-slutrunden.

Sandra Toft holdt svenskerne på et minimum af scoringer i første halvleg, som Danmark vandt med 13-5. Efter pausen blev sejren på 25-23 hevet i land, som betyder, at Danmark tager to point med over til mellemrunden. Akkurat som gruppevinderne fra Sverige og Slovenien.

DR Sportens håndboldekspert Helle Thomsen giver herunder de danske spillere karakterer efter tirsdagens sejr over Sverige.

Du kan også selv vurdere danskernes indsats og uddele karakterer til landsholdet.

Sandra Toft - 12

Sandra Toft. (Foto: © Bo Amstrup / Ritzau Scanpix, Ritzau Scanpix)

- Vi bliver nødt til at give hende top-topkarakter for den første halvleg. 75 i redningsprocent og kun fem mål lukket ind. Det var helt outstanding.

Trine Østergaard - 10

Trine Østergaard. (Foto: © liselotte sabroe, Ritzau Scanpix)

- Hun scorer fire på seks og står godt defensivt. Hun fortsætter stimen fra de første to kampe.

Althea Reinhardt - 7

Althea Reinhardt. (Foto: © liselotte sabroe, Ritzau Scanpix)

- Det er svært at komme ind efter Sandra Toft, men hun tager også nogle bolde og ligger mellem 7 og 10 i karakter.

Louise Burgaard - 4

Louise Burgaard. (Foto: © Beate Oma Dahle, Ritzau Scanpix)

- Burgaard får fire. Hun spiller mange minutter, har noget assistspil, men hun mangler det sidste - afslutningerne.

Sarah Iversen - 4

Sarah Iversen. (Foto: © liselotte sabroe, Ritzau Scanpix)

- Hun kommer ind, da man sparer de andre spillere lidt. Hun kan ikke nå at gøre så meget, så vi sætter et 4-tal på hende.

Simone Petersen - 4

Simone Petersen. (Foto: © Ernst van norde, Ritzau Scanpix Denmark)

- Heller ikke så mange minutter spillet, og Simone Petersen kommer kun med i angrebsdelen, så det bliver også en 4'er.

Anne Mette Hansen - 7

Anne Mette Hansen. (Foto: © liselotte sabroe, Ritzau Scanpix)

- Hendes forsvarsspil skulle isoleret set have topkarakter. Men nu skal det jo være en samlet karakter. Hun scorer én på fire forsøg, så vi må gemme de højere karakterer til senere i turneringen.

Kathrine Heindahl - 10

Kathrine Heindahl. (Foto: © liselotte sabroe, Ritzau Scanpix)

- Sidste år snakkede vi om, at hun var helt suveræn ved VM i forsvaret med Line Haugsted. Nu er hun det med Rikke Iversen. Og så scorede Heindahl på sine to forsøg, så hun er tilbage på mesterskabssporet.

Emma Friis - 10

Emma Friis. (Foto: © Beate Oma Dahle, Ritzau Scanpix)

- Vi kunne godt snakke om, hun skulle have haft en 12'er. Hun laver 9 mål på 12 forsøg. Men jeg bliver nødt til at gemme den høje karakter, til når hun laver 12 på 12.

- Så flot af en ung spiller at hamre den ene scoring ind efter den anden, og hun står rigtig fint defensivt også.

Mette Tranborg - 10

Mette Tranborg. (Foto: © liselotte sabroe, Ritzau Scanpix)

- Tranborg var god til at gå på ydersiden. Godt spil fra hende, og hun fortsætter med at bygge videre på de første to kampe.

Rikke Iversen - 10

Rikke Iversen. (Foto: © liselotte sabroe, Ritzau Scanpix)

- Det var dejligt at se Rikke Iversen og Kathrine Heindahl stå så godt sammen i forsvaret. De havde stor andel i, at Sandra Toft tog så mange bolde.

Kristina Jørgensen - 4

Kristina Jørgensen. (Foto: © Ernst van norde, Ritzau Scanpix Denmark)

- Hun spiller ikke så mange minutter. Laver et mål på et forsøg, så det er godkendt.

Mie Højlund - 10

Mie Højlund. (Foto: © Beate Oma Dahle, Ritzau Scanpix)

- Hun spiller megagodt. Hun vinder dueller, de svenske forsvarsspillere kan ikke fange hende. Hun brænder også nogle skud, men det drev, hun har, gør, at der bliver noget plads til nogle andre. Jeg er vild med den måde, hun spiller på.

Spillere uden for bedømmelse

Andrea Hansen, Elma Halilcevic og Michala Møller.

Jesper Jensen - 12

Jesper Jensen. (Foto: © liselotte sabroe, Ritzau Scanpix)

- Selvfølgelig får han en 12'er.

- Jeg kan godt være lidt ligeglad med, at der går nogle mål ind i anden halvleg. Spillerne var klar fra start, så et kæmpe 12-tal til Jesper.

Karaktergennemsnit: 8,1

Helle Thomsens karaktergennemsnit til det danske landshold efter sejren over Sverige ender på 8,1.

Målvogter Sandra Toft og landstræner Jesper Jensens karakterer trækker gennemsnittet op, mens flere danske spillere ikke fik sat nok aftryk til at ryge over et 4-tal.

Til sammenligning endte karaktergennemsnittet på 4,2 i Danmarks første EM-kamp, som endte med et nederlag til Slovenien, mens gennemsnittet i sejren over Serbien var 7,0.