Det er ikke længere tilfældigt.
Jesper Jensen tillod sig inden EM at komme med en semifinale-påstand, som efterlod rigeligt rum på spillepladen til at komme efter ham. Så kan selv en velfriseret landstræner hurtigt komme til at se dum ud.
Men da han og Danmarks håndboldkvinder lukkede onsdagen ved kaste sig euforisk i armene på hinanden og forløse otte års konstante pinsler mod Norge med en 31-29 sejr, viste han sig som en sandsigerske, ham landstræneren.
Og forståeligt lod han tårene trille i TV-interviewet få minutter senere. Kort derfra gjorde spillerne det samme.
Hvilken præstation at vinde EM-mellemrundegruppen over guldfavoritterne Norge og nu kunne kigge frem mod en semifinale mod Montenegro på fredag.
Tredje semfinale i træk under Jesper Jensens ledelse, hvis kontrakt udløber til sommer. Mon ikke sportschefen skal undersøge, om han kan låne printer og kuglepen i hotelreceptionen.
Fraværet af holdets coronaramte assistenttræner Lars Jørgensen, den bedste forsvarsspiller med dansk pas nogensinde, gav naturligvis et taktisk tomrum at udfylde for Jesper Jensen, bevares, men nu var det jo ikke et lilleputhold, han sendte i ilden.
Defensiven har for længst taget Jørgensen doktrinen til sig – og bag dem serverede Sandra Toft redninger til højre og venstre. Et vigtigt, væsentligt udgangspunkt for overhovedet at kunne nå de norske sokkeholdere.
Modsat gik Anne Mette Hansen forrest med tre scoringer i den tidlige 6-3 føring. En af gangene havde hun Vilde Mortensen Ingstad hægende over skulderen som en skoletaske, men trampede upåvirket videre tværs over banen, inden håndleddet svirpede bolden tilbage i målet.
Tavshed blandt de bjældebærende norske tilskuere, timeout fra landstræner Thorir Hergeirsson.
Hvis Norge mestrer noget, at det momentumskiftene. Fejlaflevering, to blink, kontrascoring.
Fra sit mål, af og til aftenens uriaspost, kunne Sandra Toft med rette lade øjnene rulle. Der sneg sig lidt for mange fejl ind – og de blev straffet.
Men tingene blev godt nok heller ikke lettere af, at der åbenbart skulle løbe en sort kat gennem hallen. Tre uheldige danskere – Mie Højlund, Emma Friis og Simone Petersen – gik haltede ud på bænken, hvor de blev siddende resten af første halvleg.
Det tyndede ud i den så påtalte danske bredde, og et par langskudshug fra Mette Tranborg kunne derfor ikke forhindre nordmændne i at tippe tingene over til deres fordel, 13-12.
Nabokrig på de høje nagler
Jesper Jensen bebudede for et døgn siden, at han ville smide alt norsk indsigt i puljen og også egne Team Esbjerg-spillere under den såkaldte bus. Taktik galore.
Efter pausen handlede det dog først og fremmest om at få en smule ro på - og så ellers bare give Anne Mette Hansen bolden. Bagspilleren bliver aldrig en balletdanser på banen, men hvorfor skulle hun også det? Er du vimmer en landskamp fra Danmarks nummer otte.
Med sig i bagkæden havde hun dygtigt selskab af Kristina Jørgensen og Louise Burgaard. Vi bevægede os et stykke fra landstrænerens idealopstilling, men trioen fik tingene til at flyde, og da det kneb, tog Burgaard elevatoren et par etager op og bragede 21-20 scoringen i nettet bag Katrine Lunde.
Når der står 24-24 og mangler 12 minutter af en yderst afgørende EM-kamp mod Norge, hvad vil man så virkelig gerne have? Sandra Toft på mål. Norske Nora Mørk gik frem til syvmeterpletten, men kunne på tilbagevejen skimte to knyttede danske næver.
Den lunede, Toft. Nu scoring Burgaard - og endnu en redning fra Toft.
Der var samling på tropperne, og da Simone Petersen som en anden spydkaster tog tre lange skridt mod målet, inden hun med gulv under fodsålerne tyrede bolden op under nettaget til dansk tomålsføring, fik håndboldkvinderne for alvor luft under vingerne.
Mette Tranborgs 29-25 scoring gjorde ikke jubelbrølene mindre.
Virkelig nogle vigtige sekvenser, når nu Norge har for vane at spille dødbringende god håndbold i slutminutterne og tilmed fik hjælp af to danske udvisninger.
Frem på stolekanten. Plus tre, plus to, plus én. Tre minutter tilbage. Bolden i Simone Petersens hænder, en forfinte og gennembrud på ydersiden. Slam, i det lange hjørne til 30-28.
Timeout Jesper Jensen, plus en, ti sekunder tilbage. Dansk bold og igen Petersen. Hænderne i vejret.
Danskerne har brugt langt tid på at minde sig selv om, at de efter 16 nederlag i træk til Norge var kommet tættere på. Aftenens kamp viste, at de havde ret.
Nu gælder det en semifinale mod Montenegro på fredag. Tilfældigt? Ikke, hvis du spørger Jesper Jensen.