De danske verdensmestre jagter revanche: Nu er det Danmark, der har en fyldt hal i ryggen

De danske håndboldherrer håber på massiv opbakning til aftenens opgør mod Montenegro.

Danmark skal finde VM-niveauet frem, når holdet i aften får besøg af Montenegro. (Foto: © liselotte sabroe, Scanpix)

Det var et dansk herrehåndboldlandshold, der i den grad kom ned på jorden onsdag aften i EM-kvalifikationen.

I en montenegrinsk heksekedel led de danske verdensmestre et overraskende nederlag på 31-32 til værterne, der blev båret frem af en vaskeægte Balkan-stemning.

Lørdag er det så Montenegros tur til at gæste Danmark. Og dét i en fyldt Royal Arena, der forhåbentlig kan give danskerne en lige så betydningsfuld opbakning, håber landstræner Nikolaj Jacobsen.

- For os gælder det om at komme ind med 11.000 i ryggen og så forsøge at få lagt dem under tryk.

- Forhåbentlig er det os, der kan lægge et mere fysisk pres på Montenegro og lægge dem under tryk. Og så giver det selvfølgelig noget mere selvtillid af spille på hjemmebane, siger landstræneren.

En VM-kulisse i vente

Det er ikke mange måneder siden, at Royal Arena lagde halgulv til Danmarks åbningskamp ved VM i håndbold.

Foran en fyldt arena var publikum på dupperne akkurat som de danske spillere, og så kunne landsholdet udradere Chile på banen i, hvad der senere skulle vise sig at være den første af mange sejre under slutrunden.

Stregspiller Anders Zachariassen glæder sig over igen at være på dansk jord og håber, at spillerne i samarbejde med publikum kan ramme samme niveau, som det var tilfældet i januar.

- Vi skal være 100 procent klar fra start med det tryk, som vi viste hele januar. Det er dejligt at komme hjem til Danmark igen, og det er altid dejligt at spille for så mange mennesker.

- Det var en kæmpe oplevelse i januar, og jeg håber, at vi kan få en fed stemning. Det giver et ekstra boost, så vi ikke bare er 100 procent klar, men endnu mere, siger Anders Zachariassen.

Opgøret mellem Danmark og Montenegro kastes i gang klokken 20.15 og kan ses på TV2.