En håndboldlandstræner med luksusproblemer: Som at vælge mellem fint og groft chokoladedrys på sin softice

Herrelandsholdet spiller i denne uge de sidste træningskampe inden EM-slutrunden i januar.

Målet med landsholdssamlingen er at justere de små detaljer og, forhåbentlig, kunne sende en flok fitte spillere hjem til klubberne igen, lyder det fra landstræner Nikolaj Jacobsen. (Foto: © Bo Amstrup, Scanpix)

Han ved ikke, om han er i zen, håndboldlandstræneren.

- Det tror jeg aldrig, at du er som træner, siger Nikolaj Jacobsen.

Men Jacobsen har det godt, rigtig godt, lyder det, som han står der i Aarhus, pressemøde og fremstrakte mikrofoner, forud for herrelandsholdets samling med derindbygget træningsturnering.

Slut med at dobbeltjobbe mellem lands- og klubtrænerjobbet i Rhein-Neckar Löwen. Fokus er nu udelukkende rødt og hvidt.

- Jeg er rigtig glad for at kunne møde mere velforberedt op, med større overskud og forhåbentlig være i god balance - mere end når man hele tiden havde den seneste og kommende klubkamp kørende i baghovedet, siger Nikolaj Jacobsen.

Det kommer til at betyde noget for ham selv, for famlien på Fyn, for overskuddet i hverdagen, mens spillerne, der befinder sig i et internt kapløb om pladser til EM-slutrunden i januar, formentlig ikke kommer til at mærke det store.

- Det håber jeg ikke, at de gør (mærker en forskel, red.). Jeg synes også, at jeg prøvede at udføre mit arbejde så godt som muligt ved VM, selvom jeg var travlt optaget med noget andet (trænerjobbet i Tyskland, red.), siger landstræneren.

Det gik jo også ganske fint, bliver der mumlet tilbage.

- Det håber jeg, griner verdensmesteren.

Positivt i tvivl om truppen

Med en landstræner, ikke i zen, men i større balance og overskud, er håndboldkikkerten nu peget i retning af jagten på EM-metal i januar. Den aktuelle samling er sidste chance for at se spillerne an i kamp sammen.

Tiden tikker - for nogle hurtigere end andre - og der er, selv for et hold, som gik ubesejret gennem en VM-slutrunde for ti måneder siden, flere ubekendte på nuværende tidspunkt.

Den helt store stjerne, Mikkel Hansen, sidder ude med en hjernerystelse. Meldingen er, at det går fremad for venstrebacken, og at Paris-spilleren er få uger fra igen at kunne spille.

- Om det tager tre-fire uger eller om det tager to, ved jeg ikke, siger landstræneren, som er langt fra at skænke værste scenarie mange tanker: En slutrunde uden Mikkel Hansen.

- Der er ingen grund til at tage sorgerne på forskud, lyder det.

Også Hansens klubkammerat, Henrik Toft Hansen, er bænket med en hjernerystelse, stregspiller Simon Hald udgik med et vrid i knæet i weekenden, mens Casper U. Mortensen fortsat kæmper for at komme retur fra en meniskskade i knæet, han pådrog sig under VM.

Se situationen, hvor Simon Hald søndag fik et vrid i knæet i Champions League mod Aalborg:

- Det går fremad med Casper, men det har været en langstrakt affære. Han forventes at være klar i november eller december, og jeg håber selvfølgelig så tidligt som muligt, hvis han skal være aktuel til EM.

- Kommer vi helt hen til december, har han ikke spillet håndbold i næsten et år, og så er det ikke sikkert, at han er aktuel, siger Nikolaj Jacobsen om FC Barcelona-spilleren.

  • Mikkel Hansen sidder ude med en hjernerystelse og er derfor ikke med, når det danske herrelandshold i denne uge er samlet. Landstræner Nikolaj Jacobsen er dog fortrøstningsfuld i forhold til venstrebackens situation med henblik på EM i januar. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)
  • - Det ærgrer mig sindsygt meget, at Henrik Toft Hansen er ude, fordi han har gjort det godt i Paris, specielt defensivt, siger landstræner Nikolaj Jacobsen. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)
  • René Toft Hansen fejrede VM-guldet på krykker. Stregspilleren fik en lyskeskade under slutrunden og er fortsat en smule fra topformen, fortæller landstræneren. Toft Hansen er stadigvæk én af de bedste forsvarsspillere, Danmark har, mener Nikolaj Jacobsen. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Scanpix)
  • Flensborg-spilleren Simon Hald udgik i weekenden i Champions League-opgøret mod sin tidligere klub Aalborg. Stregspilleren fik et vrid i knæet og er derfor ikke med ved landsholdssamlingen. (Foto: © René Schütze, Scanpix)
1 / 4

Lidt at forholde sig til, men langt til dybe panderynker hos landstræneren. Han har luksusproblemer, når det kommer til at sætte navne på de spillere, der skal repræsentere Danmark ved europamesterskabet i januar.

- Jeg er egentlig kun positivt i tvivl. Der er så mange dygtige spillere, så der er mange, der gør sig til. Så det er, om jeg skal have fint chokoladedrys eller groft chokoladedrys på min softice, siger landstræneren.

Hvad kan du bedst lide?

- Jeg kan bedst lide fint, griner han.

- Men det er jo, fordi der er så mange dygtige spillere. Holdet har mange kvaliteter, så det handler jo om at se, hvilke kvaliteter vi gerne vil have med til slutrunden.

Det danske herrelandshold i håndbold møder Frankrig torsdag aften klokken 20.15 i Aarhus, og du kan følge det opgør i LIGA på P3.