- Han er en uhyggelig spiller. Han kan alt, og han kommer til at dominere på øverste hylde de næste mange år.
Så klart formulerer Magnus Landin sig, når talen falder på en af Frankrigs største stjerner.
Navnet er Mem. Dika Mem.
Selvom den franske playmaker blot er 25 år gammel, har den franske 10'er længe vist, at han er manden, der skal kaste guldstøv på fransk håndbolds fremtid.
Og i morgen bliver fremtid måske til nutid, når der er VM-finale i Stockholm.
Som 19 årig debuterede han på det franske landshold og var med til at vinde verdensmesterskabet i 2017.
I dag er han en moderne tovejsspiller på højeste niveau og en kæmpe profil på sit klubhold og på landsholdet, siger ventrebacken Rasmus Lauge.
- Hans betydning er helt enorm. Både for Frankrig og for Barcelona. Han er en exceptionel spiller, han er helt unik.
- Han er dygtig i sit mand-mand-spil, han er rigtig dygtig på sit skud og en fremragende forsvarsspiller. Han har hele pakken, siger Rasmus Lauge.
Ja, for når du ser Dika Mem spille, er det svært at lade være med at forestille sig, at han kunne være blevet en fremragende basketballspiller. Han nærmest danser omkring modstanderens forsvar.
Men modsat sine to brødre Lens og Jordean, der er professionelle basketballspillere i Frankrigs bedste række, valgte Dika Mem i en alder af 13 år at spille håndbold.
Stor fysik og lange ben
En sport, han er blevet fremragende til. Måske en af verdens bedste.
Ved VM er det blevet til 16 mål for Dika Mem og selvom det ikke lyder af meget, er der en naturlig forklaring.
Under VM’s åbningskamp mod Polen udgik Dika Mem med en skade i maveregionen.
Fire kampe sad den playmakeren uden for den franske trup, men i mellemrundens gruppefinale mod Spanien, meldte Dika Mem sig klar i gen.
Siden da er det blevet til 12 mål i Frankrigs tre kampe mod Spanien, Tyskland og Sverige.
Der bliver altså nok at se til for de danske forsvarsspillere, når Saugstrup, Møllgaard og Hald skal bremse en af verdens bedste spillere i VM-finalen.
Sidtnævnte forudser, at Dika Mem bliver en mundfuld af de store.
For selvom Dika Mem kun måler fire centimeter mere end end Mathias Gidsel, har han en anden force, siger Simon Hald.
- Han hopper rigtig, rigtig højt, og det gør det svært at lægge parader.
- Han kan godt være lidt ubehagelig. Han er hurtig på benene og tager nogle meget lange skridt. Det gør det svært at komme ud og få kontakten med ham.
Hvordan skal Danmark stoppe Dika Mem?
De lange skridt har den danske landstræner Nikolaj Jakobsen fokus på.
For Dika Mem er en ekspert i at at komme på kant af modstanderens forsvar, bedst som forsvaret tror det er i kontrol.
Derfor skal Danmark være dygtige for at bremse Dika Mem i VM-finalen, når andebølgen af den franske kontrafase kommer blæsende som en orkan, siger Nikolaj Jacobsen.
- Hans helt store kompetence er i anden-bølgen, hvor han – hvis man ikke er opmærksom og tænker, at man har styr på ham - tager tre lange skridt og klapper den afsted. Man kan let komme til at stå bagefter og tænke, at man måske skulle være trådt lidt længere frem.
Dika Mem kan derfor meget vel ende med at blive forskellen på sølv og guld søndag aften, forudser landstræneren.
- Det bliver en kamp i kampen. Vi skal have lukket ham ned, så han ikke får lov til at komme op og skyde i midten eller fra backen i andenbølgen, siger Nikolaj Jacobsen.
Søndag fra klokken 17.30 kan du se både bronzekamp og finale på DR1.
Finalen mellem Frankrig og Danmark kan også høres direkte i LIGA på P4 og følges på DR.dk.