Håndboldherrerne skal rejse sig fra EM-skuffelse med kampe mod Japan

Danmark skal i april møde Japan i to testkampe frem mod sommerens OL, hvor begge lande er kvalificeret.

De danske håndboldherrer skuffede ved EM, da holdet ikke formåede at gå videre fra det indledende gruppespil. (Foto: © liselotte sabroe, Scanpix)

De danske håndboldherrer skal i april møde Japan i to testkampe som led i forberedelserne til OL i Tokyo til sommer.

Det siger sportschef i Dansk Håndbold Forbund (DHF) Morten Henriksen.

Det bliver første gang, at landsholdet skal i aktion, siden det i januar skuffede fælt ved EM i Sverige, hvor det ikke lykkedes at komme videre fra det indledende gruppespil.

Kampene skal spilles 18. og 19. april. Det er endnu ikke fastlagt, hvor kampene præcist skal spilles, men det ligger fast, at det bliver på dansk grund.

At valget er faldet på Japan som modstander i testkampene, skyldes flere ting, forklarer Morten Henriksen.

Danmark skal møde de japanske håndboldherrer som optakt til OL. (Foto: © ANDREAS GEBERT, Scanpix)

For det første spiller mange af danskernes sædvanlige modstandere i testkampe OL-kvalifikation i de samme dage.

Her er Danmark kvalificeret via VM-guldmedaljen fra januar sidste år, mens Japan som værtsnation automatisk er kvalificeret.

Desuden afvikles første VM-playoffrunde også over de datoer.

- Så der har været et begrænset antal hold at tage fra. Derudover har vi egentlig gerne villet prøve at spille mod Japan, der også har gang i mange spændende ting, siger Morten Henriksen.

- Vi spiller normalt meget mod Frankrig og Norge i testkampene, fordi vi er sammen med dem i Golden League, så nogle gange er det også lidt spændende at få en helt anden spillestil præsenteret for vores spillere.

- Japanerne er nogle hurtige og eksplosive håndboldspillere, så jeg er spændt på at se, hvordan det matcher os. Det er altid skønt at prøve at spille mod lidt forskellige typer, siger sportschefen.

Stærk modstand i OL-optakt

Foruden kampene mod Japan er der også planlagt et Golden League-stævne i Norge 9. til 11. juli med Danmark, Norge og Frankrig som deltagere.

Det bliver dog kun afviklet, hvis det lykkes nordmændene og franskmændene at kvalificere sig til OL.

- Ud over det regner vi med i starten af juni at rejse nogle dage til udlandet, hvor det ikke kun er håndbold, det drejer sig om, men hvor vi har fokus på det mentale og sociale for at få gjort truppen klar til OL, siger Morten Henriksen.

Sommerens OL afvikles fra 24. juli til 9. august.

/ritzau/