Håndboldklubben FC Barcelona har hentet den anden danske landsholdsspiller i Bundesligaen inden for en måned.
Onsdag bekræftede Barcelona, at klubben har forstærket sig med målmanden Kevin Møller, som skifter fra Flensburg-Handewitt.
I maj skiftede fløjspilleren Casper U. Mortensen til FC Barcelona fra tyske TSV Hannover-Burgdorf.
Duel med spansk landsholdspiller venter
Det er indtil videre de eneste nye spillere i den spanske storklub. 28-årige Kevin Møller har fået en treårig kontrakt i Barcelona. Danskeren skal kæmpe om spilletid med den spanske landsholdsmålmand Gonzalo Pérez de Vargas.
I de seneste fire sæsoner har Kevin Møller spillet for Flensburg-Handewitt, og han var med til at vinde det tyske mesterskab i denne sæson.
Han vandt også den tyske pokalturnering i 2015. Tidligere i karrieren har Kevin Møller spillet for Faaborg, Viking Stavanger og GOG.
/ritzau/
