Lasse Møller har lagt tre års skadeshelvede bag sig og drømmer om VM

Den danske håndboldspiller kan spille sin første landskamp i tre år, når Danmark i aften møder Spanien i en testkamp.

Lasse Møller er tilbage på landsholdet for første gang i tre år. (Foto: © MAXIM SHIPENKOV)

Den rødhvide landsholdstrøje er for de fleste dansk sportsudøvere den ultimative beklædningsgenstand. Og den ultimative drøm.

Men selvom håndboldspilleren Lasse Møller i flere år har vidst, at han har haft talentet til det, at trække i den rødhvide trøje og spille for det danske landshold, har han ikke fået lov.

Hans krop og hans skadeshistorik har ikke tilladt ham det. Men nu er han tilbage på landsholdet, et mandskab han ikke har optrådt for i tre år.

- Det har selvfølgelig ikke været sjovt, men det handler hele tiden om at se fremad, siger Lasse Møller.

Det er især Lasse Møllers knæ, som har voldt bagspilleren store problemer de seneste år. Tilbage i 2018, da han optrådte for GOG, kunne han på halgulvet smertefuldt konstatere, at ledbåndene var revet over i knæet.

I 2020 måtte han sidde ude efter en håndledsskade, som krævede en omfattende operation, og i 2021 var den så gal med knæet igen og et års pause fra håndbolden.

Man kunne måske forestille sig, at en spiller med en skadeshistorik af Lasse Møllers størrelse ville være tilbøjelig til at passe ekstra på sig selv lige op til et VM, som spilles i januar i Sverige og Polen.

Men det er der slet ikke tid og plads til at være forsigtig, hvis man spørger Lasse Møller.

- I min klub i Flensburg er det bare lige på og hårdt. Så jeg har heldigvis ikke særlig meget tid til at gå og tænke over skader.

- Jeg kan ikke løbe rundt de næste par måneder og trække mig og spille på 50 procent. For så har jeg jo heller ikke bevist over for mig selv, mine holdkammerater eller landstræneren, at jeg har fortjent at blive udtaget, siger han.

Lasse Møller har været udfordret af skader i store dele af sin karriere. (Foto: © Claus Fisker, Claus Fisker)

Tilbage i den røde dragt

Ikke nok med, at Lasse Møller er tilbage på håndboldbanen - et sted, som føltes fjernt for ham i skadesperioden. Han er også tilbage i landsholdets røde dragt.

Onsdag aften brager danskerne sammen med Spanien i Royal Arena i en testkamp, og for Lasse Møller er der ingen tvivl om, at udsigten til gensynet med landsholdet har været kærkomment.

- Jeg har glædet mig sindssygt meget til den første samling med gutterne. Efter skadesforløbet er det noget, jeg har set frem til, og det har været en motivationsfaktor gennem hele forløbet.

- Kampene er jo en dejlig bonus, men det handler mest om at komme tilbage og mærke det hele igen, siger Lasse Møller.

Efter de to forestående testkampe kan det danske landshold se frem til at konkurrere om verdensmesterskabet i januar.

Lasse Møller har endnu ikke haft mulighed for at skrive et VM på cv'et, og det vil derfor betyde meget for ham at følge med holdkammeraterne i rødt og hvidt, skulle han blive udtaget.

- Det er jo noget, jeg altid har drømt om. Det er desværre blevet udskudt i nogle år for mit vedkommende. Men det vil jeg ikke hænge mig i, nu ser jeg bare fremad. Og bliver det ikke den her slutrunde, går jeg stenhårdt efter den næste, siger Lasse Møller.

Kampen mellem Danmark og Spanien spilles onsdag klokken 21 i Royal Arena og vises på TV2.