Overskud ved VM betyder millioner til breddehåndbolden

Overskuddet ved VM forventes at lande på omkring 37 millioner kroner.

Der er guldregn over dansk håndbold. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Dansk Håndbold Forbund (DHF) tjente gode penge på at være værter for VM i herrehåndbold i januar. Mere præcist forventer forbundet, at overskuddet lander på omkring 37 millioner kroner.

De penge vil nu blive brugt på bredde- og amatørprojekter i dansk håndbold. Det oplyser DHF i en pressemeddelelse.

- Vi er ovenud begejstrede for det gode resultat af VM i herrehåndbold, som forventes at lande over det niveau, vi havde budgetteret med. Hele overskuddet udloddes til DHF, der udelukkende kan bruge midlerne til gavn for idrætten, og derved går det direkte tilbage til breddehåndbolden, siger generalsekretæren i Dansk Håndbold Forbund, Morten Stig Christensen og fortsætter.

- Med overskuddet fra VM kan vi nu fortsætte det fremragende arbejde på breddesiden, så vi forhåbentlig kan få vendt medlemsafgangen til en tilgang.

Alle skal være med

Også overskudsmidlerne fra EM i 2014 og VM i 2015 blev givet til samme formål.

Og mange af de frivillige, som hjalp til under vinterens slutrunde, vil også få gavn af overskuddet, fortæller generalsekretæren.

- De mange millioner fra VM vil blandt andet blive brugt på at sikre bedre forhold for frivillige og udøvere, ligesom de vil gå til den fortsatte udvikling af håndbolden. En af de helt store indsatser her bliver at udbrede ulige årgange og de nye spilformer, som skal være med til at sikre, at håndbold er sjovt og udviklende for alle i alle aldersgrupper hele livet igennem

- Jeg håber, at disse initiativer fører til, at endnu flere kommer til at opleve glæden ved at spille håndbold, slår han fast.