Stjerner vil have VM aflyst: ’Det er for farligt’

Herrernes håndbold-VM i januar bør ikke spilles som planlagt, mener flere spillere.

Flere udenlandske håndboldstjerner vil have VM i Egypten i januar aflyst. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Dansk Håndbold Forbund, DHF, er lige nu under tidspres for at redde kvindernes håndbold-EM, efter at Norge mandag trak sig fra det fælles værtskab mellem Danmark og Norge. Grunden til det pludselige afbud var de nuværende corona-restriktioner i landet, og nu kæmper DHF mod tiden for at overtage hele EM-værtskabet med mindre end tre uger til turneringens start.

Men mens kvindernes EM i december er midt i en dansk redningsaktion for at undgå, at turneringen bliver aflyst, forsøger flere og flere håndboldstjerner at trække herrernes VM i januar i den anden retning: Aflys VM.

Sådan lyder det blandt andet fra den den kroatiske superstjerne Domagaj Duvnjak. - Som det er lige nu, synes jeg, det er for farligt at afholde et VM, siger Duvnjak, som i 2013 blev kåret til verdens bedste spiller.

Kroatiens Domagoj Duvnjak (tv) vil have VM i 2021 aflyst. Han blev kåret som turneringens bedste spiller ved herrernes EM tidligere i år. (Foto: © Lisi Niesner, Scanpix)

Det samme mener den islandske Barcelona-stjerne Aron Palmarsson.

- Med den globale sundhedskrise vi har i verden, forstår jeg ikke, hvorfor alle spillere og folkene omkring holdene skal flyve ind for at spille den turnering. Den burde aflyses, siger Palmarsson.

Det største VM nogensinde

Herrenes VM skal efter planen spilles i Egypten fra 13.-30. januar. Og der er lagt op til den største VM-slutrunde i historien. Turneringen er nemlig blevet udvidet, så der for første gang nogensinde skal deltage 32 nationer ved verdensmesterskaberne i Egypten.

Ved herrernes seneste VM, hvor Danmark og Tyskland var værter, deltog 24 lande.

Islands Aron Palmarsson opfordrer til at VM i Egypten aflyses. (Foto: © TT News Agency, Scanpix)

Det Internationale Håndboldforbund, IHF, har indført en række corona-retningslinjer, som skal sørge for, at turneringen kan afholdes forsvarligt og sikkert.

Alligevel ønsker flere landsholdsspillere på grund af cornakrisen altså ikke at tage turen til Egypten.

- Hvis min personlige mening talte, ville jeg selvfølgelig ikke spille VM. Der er ikke noget vigtigere end sundhed. Det glemmer nogle mennesker desværre meget hurtigt, siger den tyske landsholdsspiller Patrick Wiencek, som både har EM-, VM- og OL-slutrunder på cv’et.

- Det er os, der skal spille, men desværre er vi ikke med i diskussioner om, hvorvidt det giver mening at spille eller ej. Efter min mening giver det ikke mening, siger tyskeren.

Og det er ikke kun spillerne, som er skeptiske. Det samme er flere af verdens største klubber. Blandt andet har bestyrelsesformændene for de to tyske storklubber SG Flensburg og THW Kiel også udtrykt bekymring over VM-planerne.

DHFs sportschef Morten Henriksen er ikke bekymret for corona-sikkerheden ved VM i Egypten. (Foto: © liselotte sabroe, Scanpix)

Ingen dansk bekymring

Hos Dansk Håndbold Forbund deler man dog ikke bekymringen. Her er der fuld tillid til den VM-boble, som de egyptiske værter inviterer til, siger sportschef Morten Henriksen.

- Den boble, som de egyptiske arrangører er ved at gøre klar, er mere sikker i forhold til smitterisiko, end den hverdag du og jeg færdes i. Og så længe vi kan sikre, at tingene foregår på en fuldt ud sikker måde for spillere og ledere, så vil vi rigtig gerne have at VM-slutrunden afvikles. Det er håndboldens største udstillingsvindue, hvor der genereres store indtægter, og derfor er slutrunden også vigtig for håndboldens fremtid, siger Morten Henriksen til DR Sporten.

- Og i de her hårde corona-tider, hvor det nogle gange føles som om, at der er mere surt, end der er godt, så vil da være fantastisk, hvis vi kunne få nogle spændende og medrivende oplevelser, som kan skabe noget glæde og sammenhold for os alle sammen.

Selvom Dansk Håndbold Forbund ikke mener, at der er grund til at overveje en VM-aflysning, er det ikke ensbetydende med, at DHF er overbevist om, at VM faktisk ender med at blive spillet i januar. Det fortæller DHF-generalsekretær Morten Stig Christensen.

Kan VM komme i fare?

- I princippet ja. Hos de egyptiske værter og den egyptiske regeringstop er det meget prestigefyldt at få VM til landet, og de arbejder hårdt for at få VM gennemført med nogle ekstremt strenge corona-restriktioner. Men jeg ved også, at det lige nu bliver det diskuteret blandt spillerne om man ønsker at deltage eller ej. Så der er mange forskellige interesser. Men frem for alt handler det om, hvorvidt det kan gøres sundhedsmæssigt forsvarligt. Det må være det afgørende.

Ved VM stiller Danmark op som forsvarende verdensmestre efter sejren på hjemmebane i 2019.

Danmark møder Argentina, Bahrain og DR Congo i det indledende gruppespil. Danmarks kampe spilles i hovedstaden Cairo.