Når Lasse Kjær Møller en af de kommende dage med stor sandsynlighed får sin landsholdsdebut, kan det dårligt kaldes en overraskelse.
Den 21-årige playmaker er et produkt af GOG’s talentfabrik, søn af en tidligere landsholdsspiller og har i mange år været en stor profil på diverse ungdomslandshold.
Det har med andre ord blot været et spørgsmål om tid, før landstræner Nikolaj Jacobsen fandt det belejligt at indkalde den 199 centimeter høje og 100 kilo tunge fynbo til sin trup.
Alligevel kom efterudtagelsen til Golden League-stævnet som en overraskelse for hovedpersonen, der i mange år har set frem til at kunne kalde sig seniorlandsholdsspiller.
- Jeg synes, at det kom tidligt. Det er ikke mange måneder siden, at jeg var til min sidste U21-slutrunde. Så jeg synes, at det kom lidt uventet, og jeg er overrasket over, at det kom så hurtigt. Jeg blev ringet op i lørdags, og så skulle jeg møde ind mandag, fortæller han.
Hædret ved ungdoms-VM
Lasse Møller gjorde sit til at bringe sig i landstrænerens fokus, da han ved U21-VM for tre måneder siden blev kåret som turneringens mest værdifulde spiller og ovenikøbet var med til at vinde dansk sølv.
- Han er en rigtig dygtig spiller og et kæmpe talent. Han har gjort det godt for GOG, og så har han specielt gjort det godt på de danske ungdomslandshold.
- Vi vil gerne have Lasse med inde tæt omkring holdet, så vi kan holde lidt styr på ham, så han er med i udviklingen af holdet, fordi vi tror på, at han inden for et tidsrum vil være en stor del af det her landshold.
Som så mange andre landsholdsprofiler igennem tiden har Lasse Møller trådt sin barndoms håndboldsko i GOG, hvor han tilbragte en stor del af sin barndom med selv at spille og se sin far, tidligere landsholdsspiller Bent Møller, på banen i den gule og røde trøje.
Talentfabrikken GOG
Nu går Lasse Møller så i fodsporene på navne som de nuværende landsholdsspillere som Niklas Landin, Lasse Svan og Mikkel Hansen, der alle havde deres opvækst i den sydfynske klub.
Navne og ansigter han genkender fra sine år som lille dreng i Gudme Hallen.
- Dem har jeg kendt, siden jeg var helt lille, hvor de spillede på førsteholdet. Så det er en kæmpe oplevelse at få lov til at træne med dem og også komme til at spille sammen med dem på et tidspunkt, siger Lasse Møller.
Og GOG kan noget særligt, når det kommer til at skabe talentfulde håndboldspillere, mener han.
- Der er nogle ord, vi bruger meget dernede – miljø og kultur. Vi har et miljø, hvor der bliver trænet hårdt og gået til den, og det tror jeg smitter af hele vejen ned igennem ungdomsrækkerne. Der er håndbolden førsteprioriteten, og så lever man lige pludselig håndboldlivet i en tidlig alder. Så det tror jeg påvirker på den lange bane, siger Lasse Møller.
Lasse Møller kan få debut på landsholdet senere i dag, når Danmark spiller første kamp ved Golden League mod Norge i Brøndby Hallen klokken 18.15.