Ærlig direktør efter nul sejre i 2022: ’Det er den største krise i klubbens historie’

Krisen kradser i TTH Holstebro, som lige nu oplever den dårligste sæson i klubbens historie.

Krisen kradser hos TTH Holstebro og Magnus Bramming. Klubben er fortsat uden sejr i 2022. (Foto: © Claus Fisker, Ritzau Scanpix Denmark)

I den vestjyske by Holstebro er de kendt for to ting. At sige tingene lige ud, og at byens håndboldherrer spiller med om DM-medaljer.

Så når TTH Holstebro er inde i en historisk dårlig stime, hvor man skal næsten 100 dage tilbage for at finde holdets seneste sejr, så pakker klubbens direktør, John Mikkelsen, ikke budskabet ind.

- Det er den største krise i klubbens historie.

Mandag aften blev det til nederlag nummer otte i streg, da Ribe-Esbjerg tog fra Holstebro med en 39-30-sejr.

Ja faktisk har TTH Holstebro endnu ikke prøvet at vinde en håndboldkamp i 2022.

Placeret på en aktuel 12. plads i ligaen er der derfor langt til slutspillet for den ellers så slutspilsvante klub, som de seneste ti sæsoner er sluttet i grundspillets top-5. Derfor handler det også kun om én ting for vestjyderne:

- Lige nu er vi i en situation, hvor vi udelukkende skal koncentrere os om ikke at rykke ud af håndboldligaen. Det vil være en katastrofe. Det er ikke der, vi ser os selv. Vi ser os som en del af toppen af dansk herrehåndbold, lyder det fra TTH Holstebro-direktøren.

Inde på banen er fornemmelsen den samme. Her løber Magnus Bramming rundt ude på fløjen. Og den danske landsholdsspiller er heller ikke er bleg for at kalde situationen for kritisk.

- Vi er i krise, og det har vi været i et godt stykke tid. Selvfølgelig er det da bekymrende, men vi har en masse ting, som vi arbejder på.

- Nu har vi fire kampe tilbage, hvor vi ikke skal holde noget tilbage. Vi ved, at vi skal kæmpe om ikke at slutte på den direkte nedrykningsplads.

Sæsonen begyndte eller fint for TTH Holstebro, som i de første 16 kampe hentede otte sejre, men så blev cheftræner Søren Hansen sygemeldt med stress i begyndelsen af december, og assistenttræner Claus Uhrenholdt overtog midlertidigt tøjlerne.

Siden da er det kun blevet til to sejre i ti kampe, og i sidste uge blev Andreas Toudal så præsenteret som ny cheftræner, og manden, som skal vende den synkende skude.

Men det er da en mærket spillertrup, der løber rundt i hallen i Holstebro. Det fortæller Magnus Bramming.

- Vi har prøvet meget, men det har bare ikke fungeret. Vi har været lidt udfordret hele sæsonen, og siden Søren Hansen stoppede, har vi ikke rigtig fundet de gode løsninger. Vi har egentlig spillet godt i perioder, men i de perioder af kampene, hvor vi ikke spiller godt, er det gået helt galt.

Nu venter så fire nervepirrende kampe i grundspillet, hvor TTH Holstebro skal undgå at slutte på de to nederste pladser, som betyder direkte nedrykning til landets næstbedste række.

Modstanderne i de fire kampe er alle hold, som også kæmper om overlevelse i ligaen. Og spørger man Magnus Bramming om det er en fordel eller ulempe, så har svaret to sider.

- Det er jo selvfølgelig fedt at det er de direkte konkurrenter, vi spiller i mod, for så har vi det i egne hænder. Men vi ved også, at de er vant til at spille om overlevelse og derfor ved, hvad der skal til. Det er omvendt nyt for mange af os, men vi må jo kæmpe med næb og kløer for at få skrabet de point sammen, som der er behov for.

TTH Holstebro spiller næste kamp på torsdag, når vestjyderne skal en tur til Ringsted.