Håndbold og hemmeligheder. Når nu harpikssporten har ry for at være verdens største fætter-kusine-fest, er det ofte to svært forenelige størrelser. Omvendt er det også er en del af charmen.

Mathias Madsen, der er hyret ind på trænerposten for en enkelt sæson i Skjern Håndbold, har i hvert fald trykket sine kontakter i miljøet på maven. Der kom en lille bøvs, og i onsdagens første DM-semifinale mod GOG forbereder vestjyderne sig på, at hvirvelvinden Mathias Gidsel gør comeback efter sin knæskade og igen er klar til at bøje naturlove på banen.

- Det er det, vi har kunnet snuse op, siger Mathias Madsen helt roligt med benene over kors, omend tanken da skræmmer ham en smule.

Hørte du det inde på kontoret?

- Nej, desværre, griner cheftræneren.

Her arbejder Gidsels mor, Helle, nemlig i Skjern-administrationen. Sønnen er bysbarn, apropos familiære fornemmelser, men der er altså vandtætte skotter, må man forstå.

At Mathias Madsen, vikaren fra Voel, hvor børn meldes ind i den lokale håndboldklub og ikke folkekirken ved fødslen, siden oktober har stået i spidsen for Skjern, var et match, der opstod lidt ud af det blå.

Daværende cheftræner Claus Hansen ønskede at træde ned, og så ringede telefonen en dag, da Madsen var kommet hjem fra sit arbejde som bankmand. Budskabet, om han kunne passe butikken resten af sæsonen, krævede ingenlunde de store overvejelser.

- Det første, jeg sagde til min kone, var: 'Det her skal bare lykkes'. Det føltes rigtigt og var en stor chance for mig for at komme tilbage og bevise, at jeg godt kunne være en god håndboldtræner, siger Mathias Madsen, der fik lov til at tage orlov i banken.

Lysten til at bevise sig på ny hang blandt andet sammen med, at Mathias Madsen for to år siden oplevede noget, der gør, at hans liv i dag har fået en skillelinje.

Et før og efter barndomsvennen Henrik faldt død om med hjertestop på en løbetur.

- Jeg havde kendt Henrik, siden jeg var tre år gammel. Vi var sammen uafbrudt i 35 år. Da han døde, skete der noget i mig bagefter, siger Mathias Madsen.

I samme periode blev han fyret som cheftræner i Herning-Ikast, selvom holdet netop havde vundet pokalturneringen. Oven i det valgte verden at trække en pandemi ned over de i forvejen mørke tanker.

- Det var et sort hul i mit liv. Jeg var helt væk. Jeg kunne nærmest ikke engang passe mine egne børn, siger Mathias Madsen.

- Man forventer ikke, at ens kammerat løber en tur og falder om og dør. Det er ikke normalt.

Håndboldtræneren lukkede sig om sig selv, som han plejede, når der var problemer. Automatreaktionen. Det skulle løses på egen hånd, troede han.

- Men det kunne jeg ikke. Der var ikke noget at gøre. Jeg brugte min kone meget og mine venner til at tale om tingene. Jeg er ikke sådan en, der går til psykolog. Jeg har det bedre med dem, jeg er tæt på. Det virkede, siger Mathias Madsen.

'Det kommer aldrig til at ske mere'

I sin egen professionelle karriere hos GOG og Bjerringbro-Silkeborg var Mathias Madsen bredt anerkendt som en af de dygtigste - og hårdeste - til at stange kindheste afsted i forsvaret og efterfølgende i trænergerningen udmærkede han sig ofte spruttende og udadfarende.

De personlighedstests, sportsfolk af og til krydser sig igennem, hældte klart i den mørkerøde retning.

- Det betyder, at man vil vinde for enhver pris og godt kan have svært ved at styre sit temperament, hvis man ikke vinder, siger Mathias Madsen.

Her har barndomsvennens pludselige død været med til at ændre håndboldtrænerens livssyn radikalt.

- Da jeg kom op fra hullet, begyndte jeg at se helt anderledes på det at tabe. Jeg vil stadigvæk vinde for enhver pris, men nederlagene er jeg blevet bedre til at komme over, fordi jeg ved, at der er noget, der er vigtigere i livet. Det var der ikke før.

Dengang kunne Mathias Madsen være rødglødende i en uge.

- Det kommer aldrig til at ske mere. Jeg er langt mere rolig, også overfor mine spillere. Jeg slet ikke i tvivl om, at Henriks død har påvirket mig til at sige, at der også er andet i livet.

Han bruger ikke ordet 'stolthed' om sin udviklingen, men man fornemmer den.

- Jeg er en langt bedre træner, end jeg var for tre år siden, fordi mit fokus er helt det rette sted.

Hårdere at være træner end at være spiller

Personer med Mathias Madsens baggrund er attraktive i cheftrænerjobs. Se bare vores landshold, hvor Nikolaj Jacobsen og Jesper Jensen tegner og fortæller. Med succes, vel at mærke.

Selv tror Skjern-vikaren også, at det er 'givtigt' med erfaringer i bagagen, men det har samtidig overrasket ham, hvor stor forskellen er.

- Da jeg selv spillede, tænkte jeg aldrig over, hvor stort presset er på træneren. Jeg tog jo bare hjem, når træningen var slut. Jeg tænkte ikke over det arbejde, der lå bagved, siger Mathias Madsen.

- Jeg var aldrig presset som spiller. Ligemeget, om vi spillede DM-finaler. Det var bare håndbold. Det var den sport, jeg elskede. Som træner er det helt anderledes. Det er hårdere at være træner, end det er at være spiller.

Det er han, træner altså, som minimum en måneds tid endnu, hvor kontrakten i Skjern udløber. Telefonen har ringet med nye tilbud til en, lige nu, særdeles populær herre, men intet har føltes helt rigtigt.

- Jeg skal ikke bare blive i håndbold for at blive, slår Mathias Madsen fast.

Så du kan blive dansk mester med Skjern om en måned, og om to måneder sidder du tilbage i banken og kreditvurderer folk?

- Ja, det er fuldstændig rigtigt.

Fra den ene yderlighed til den anden. Jovist, folk med slips og laksko kan godt have spidse albuer, men de løber sjældent rundt i kantinen og tackler hinanden i gulvet.

- Jeg er ikke ked af, at jeg ikke skal fortsætte. Jeg kendte præmissen. Hvis jeg virkelig ikke kunne undvære sporten, havde jeg også sagt ja til et nyt job næste år, siger Mathias Madsen.

Der er trods alt vigtigere ting i livet end håndbold.