Bo Spellerberg glad for at karantænesag genovervejes

Håndboldspilleren Bo Spellerberg er tilfreds med, at karantænesagen mod ham for voldsomt sprogbrug skal gå om på grund af procedurefejl.

Bo Spellerberg og KIF Kolding København ligger før sidste spillerunde i grundspillet på 7. pladsen i den bedste danske herreliga. (foto: Henning Bagger / Scanpix 2017) (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Håndboldens disciplinærinstans begik en procedurefejl, da den traf afgørelse omkring Bo Spellerbergs kommentarer til dommerne i en kamp mellem KIF Kolding København og Ribe-Esbjerg. Det fastslår Håndboldens Appelinstans i en afgørelse.

Og det vækker stor tilfredshed hos hovedpersonen i sagen,KIF Kolding København-spilleren Bo Spellerberg.

- Jeg er selvfølgelig rigtig glad. Vi har været rimelig sikre på, at vi havde ret i, at der var blevet begået klare fejl igennem processen. Så det er rart med denne afgørelse, forklarer Bo Spellerberg.

Procedurefejlen, der nu kan føre til, at sagen bliver droppet eller skal gå om, bestod i, at hverken Bo Spellerberg eller hans klub KIF Kolding København fik mulighed for at udtale sig i sagen.

Tilfreds med appelinstans

Bo Spellerberg har igennem processen gjort tydeligt opmærksom på, at han ikke har været enig i den oprindelige dom, og måden som afgørelsen blev truffet på. Men han er derimod glad for, at appelinstansen efter hans mening fungerer i dette tilfælde.

- De har selv kunne se de klare fejl, og det er rart, at man med appelinstansen har et organ man kan stole på, siger han.

Han håber på, at den nye granskning af sagen gør, at den bliver droppet helt.

-Nu må vi se. Det hele startede jo med en indberetning, der jo er helt fejlagtig. Så lad os håbe, at den bliver droppet helt nu. Og så håber jeg, at man får set på, hvordan man kan have et disciplinærudvalg, der kan agere så forkert.

I første omgang blev Bo Spellerberg tildelt en enkelt karantænedag efter udbruddet mod dommerne.