- Det er den værst tænkelig situation for os.
- Det her bliver en kæmpe, kæmpe opgave, fordi der ikke er plads i turneringskalenderen til det, men vi har besluttet os at sige, at det må vi finde en løsning på, siger Per Bertelsen, formand i Dansk Håndbold Forbund (DHF).
Ordene kommer efter Håndboldens Appelinstans har omstødt dommen i sagen om TMS Ringsted. Det betyder, at TMS Ringsted ikke rykker ned i 1. Division, som Håndboldens Disciplinærinstans ellers havde besluttet.
Derfor vil der i den kommende sæson være et ekstra hold i landets bedste håndboldrække for herrer i modsætning til de normalvis 14 hold.
Det kan ikke lade sig gøre
Sidste sæson stod DHF i en lignende situation, hvor coronapandemien tvang sæsonen til at blive afblæst midt i det hele, hvor Nordsjælland Håndbold og EH Aalborg rykkede ned. Det medførte et lignende forløb af klager og appeller, men DHF fastholdt de to nedrykninger.
Dengang var meldingen fra DHF til TV2, at de 'under ingen omstændigheder ville udvide ligaen til flere hold'.
Men der er altså kommet andre boller på suppen denne gang.
Hvorfor kan det lade sig gøre i år, når det ikke kunne sidste år?
- Jamen, det kan heller ikke lade sig gøre i år – vi SKAL bare. Det er forskellen.
- Som udgangspunkt kan det ved Gud heller ikke lade sig gøre i år, men alternativet til det var, at vi skulle fortælle Skive, som rykkede op i ligaen for nogle dage siden, at de skulle spille en kamp mod TMS Ringsted om at få den ene plads i ligaen. Det var simpelthen så uanstændigt at gøre det, efter at de både har haft oprykningsfest og det ene og det andet, siger Per Bertelsen.
Og hvorfor skulle man ikke sidste år?
- Fordi dengang lå der ikke en dom, som der gør nu. Nu er det helt klart, at appelinstansen har truffet en anden afgørelse end disciplinærinstansen, og det har vi taget til efterretning, og så er der ikke andre muligheder.
- Der er 14 hold i ligaen, plus nu er Ringsted blevet tvunget tilbage, og det forholder vi os til. Hvordan vi løser det, har vi overhovedet ingen anelse om for nuværende, siger Per Bertelsen og pointerer:
- Sidste år var det ikke en nødvendighed at udvide ligaen. Der var der et ønske om, at det var sådan, det skulle være. Nu er det en nødvendighed.
'Jublende glade'
I Ringsted vækker dagens afgørelse, der genopretter klubbens status som deltager i landets bedste håndboldrække for mænd, stor glæde. Det fortæller formand i TMS Ringsted Henrik Dudek.
- Vi er selvfølgelig jublende glade for, at vi det næste år skal spille i håndboldligaen, og at det er retfærdigheden, der fylder i dag.
- Det er lykkedes for os, fordi vi har været vedholdende og haft en advokat på det. Sådan nogle som os følemennesker i håndboldverdenen kan godt føle, det ene eller det andet er uretfærdigt, og så har det været godt med en stærk advokat, som har fortalt os, hvad der er rigtigt og forkert, siger Henrik Dudek.
TMS Ringsted-formanden fortæller, at tanken har strejfet klubben, at næste sæson kunne komme til at stå på 1. Division, så de har kørt en parrallel planlægning af budgettet for den kommende sæson.
- Vi glædes i dag, og så skal vi stramme endnu mere op i forhold til, at nu er det klart, at det er liga.
- Vi har de seneste år lavet det hold, som vi mener kan spille i håndboldligaen, måske vi mangler en enkelt spiller på nuværende tidspunkt, men det skal vi nok løse, siger Henrik Dudek.