Fire til seks måneder.
Sådan lød dommen, da Mathias Gidsel fik skannet knæet tirsdag.
Den danske landsholdsspiller vrikkede rundt på knæet i søndags, da Frankrig blev besejret i bronzekampen, og nu har skanningen vist, at det bagerste korsbånd i højre knæ er ødelagt.
Derfor venter en lang pause for GOG-spilleren, inden han igen kan smøre fingrene ind i harpiks.
- Det er noget rigtig møg, konstaterer GOG-træner, Nicolej Krickau til DR Sporten.
For Mathias Gidsel er en kæmpe del af den måde klubben spiller på, og en afgørende faktor for at GOG topper Herreligaen, fortæller Nicolej Krickau:
- Gidsel er personificeringen af den måde, vi har spillet på i en lang periode. Han er på alle måder vores nerve på holdet. Men han er selvfølgelig omringet af gode holdkammerater, så det er ikke sådan, at vi giver op, fordi Gidsel er væk, siger han.
Det er en del af gamet, at man som klubtræner må give afkald på spillere, der har vist sig dygtige nok til at repræsentere deres land. Selvfølgelig skal de det, understreger Nicolej Krickau. Det ændrer bare ikke på, at man frygter det værste, når spillerne er afsted.
- Man sidder altid med livet i hænderne, når drengene er væk. Det er på mange måder ikke særligt konstruktivt, siger Nicolej Krickau.
Inden søndagens bronzekamp ved EM kunne træneren i første omgang glæde sig over, at der var flere velkendte ansigter på turneringens hold.
- Det er et paradoks for os, at vi ender med at have tre mand på All Star-holdet til en slutrunde. Det er en kæmpe bedrift for en klub som GOG, men det drukner i tristheden over, at Gidsel ender med at gå derfra med en alvorlig skade, siger Nicolej Krickau.
Havde fortjent et bedre farvel
Skaden betyder, at Mathias Gidsels træner ikke regner med at se ham i aktion for klubben igen.
Til sommer skifter han til den tyske Bundesliga-klub Füchse Berlin, og når skaden som minimum holder ham ude i fire måneder, er der ikke meget sæson at løbe på.
- Der kan ske meget i den her branche, men det forventer vi på ingen måde. Når vi siger fire til seks måneder, er fire måneder absolut best case scenario. Vi skal nå virkelig langt, for at han kan nå at spille fem minutter for os. Så nej, det er ikke i vores regnestykke, siger Nicolej Krickau.
Derfor må Mathias Gidsel takke af i det sydfynske fra tribunerne og ikke fra trægulvet, som han har betrådt siden 2014, hvor han startede i niende klasse på Oure Efterskole.
- Det er trist. På alle måder fortjener han at slutte af, på den måde han var i gang med. Vi har skabt et udgangspunkt for et rigtig fedt forår, og det kan det selvfølgelig stadigvæk blive, men personligt for Gidsel havde han selvfølgelig håbet at slutte af med et brag, siger Nicolej Krickau.
Mathias Gidsel har i denne sæson bidraget med 92 mål og 63 assister i 17 kampe, hvilket vil sige, at han gennemsnitligt har haft sidste eller næstsidste hånd på ni scoringer i hver kamp.
Skaden kan koste på medaljefronten
Piller man de ni mål, som Mathias Gidsel bidrager med per kamp, ud af ligningen, ville GOG med stor sandsynlighed ikke ligge, hvor de gør i tabellen. Som etter, med otte point ned til de forsvarende mestre fra Aalborg og med nul nederlag i sæsonens første 17 prøvelser.
For ikke at glemme den europæiske turnering European League hvor klubben ligger på en delt førsteplads.
Nicolej Krickau fortæller, at klubben havde en målsætning om at komme i tre finaler, da de gik på julepause, men skaden til Gidsel kan nemt komme til at koste på medaljefronten.
- Selvfølgelig kan det det. Vores ambitioner er stadig at lave det store nummer med de spillere, vi har til rådighed. Men chancerne for at vinde i alle tre turneringer er blevet væsentligt dårligere.
- Det får kæmpe betydning, at en af de absolut bedste spillere i verden ikke længere er til rådighed, siger han.
Træneren er dog ikke så bekymret for holdets udtryk, når de på lørdag genoptager sæsonen mod Skjern efter EM-pausen:
- I første omgang er det ikke så meget det sportslige niveau, jeg er bekymret for. Der er rigtig meget kvalitet tilbage i truppen. Men derimod belastningen over tid. Det er fire-fem bagspillere, der kommer til at køre den fra nu af, siger han.
Morten Olsen, Simon Pytlick, Emil Lærke og Emil Madsen kommer til at trække det tunge læs i fynboernes bagkæde gennem et tætpakket program, hvor der i februar måned skal spilles otte kampe.
- At vores chancer er blevet dårligere, betyder ikke, at dem der er tilbage ikke kommer til at gøre alt, hvad de kan. Men det er klart, at vores topniveau vil være påvirket af, at en af verdens bedste ikke er til rådighed, siger Nicolej Krickau.
Mathias Gidsel har fra sommer skrevet under på en treårig kontrakt med Füchse Berlin, hvor han bliver holdkammerat med Jacob Holm og Lasse Andersson.