Inde på kontoret står GOG-direktør Kasper Jørgensen op bag sit hæve-sænke-bord. Skjorten strammer over armene.

Håndboldkarrieren har godt nok samlet støv på hylden i et par år, men han ligner stadigvæk en mand, der kan løfte en mellemstor familiebil. Eller en konkursramt traditionsklub tilbage på toppen.

Lidt derfra, i mødelokalet, sidder et af direktørens største aktiver, guldtræner Nicolej Krickau, i en sofa. Tegner, fortæller. Gennem væggen til Gudmehallernes cafeteria kan vi høre en flok seniormotionister, der bryder ud i fællessang.

Det tager tid at tygge af munden, nuvel, men selvom der er gået to måneder siden den nat i juni, hvor GOG-bussen efter 15 mesterskabsløse år rullede gennem røg og damp ind på parkeringspladsen og fik granvoksne mænd til at græde, rusker minderne stadigvæk i Nicolej Krickau.

Den 35-årige taktiker tog sine teoritimer i Skanderborg Håndbold, hvor han lærte at administrere nederlag. Nu mærker han, at det også kræver øvelse at vænne sig til det modsatte.

Samtidig melder grådigheden sig, mere vil jo altid have mere, og så er det heldigt, at BSH kigger forbi allerede på onsdag, når herreligaen begynder igen.

Ah, there is no business like show business.

- Vi ved godt, at der er to udfald, når du kommer ind til en sæson som forsvarende mester. Vi kan være Herfølge (rykkede i 2001 ned som dansk mester i fodbold, red.) og skuffe, eller vi kan være dem, der får bevist, at det ikke var en engangsforestilling, siger Nicolej Krickau.

Linjerne trækkes markant op, nok mest for forståelsens skyld, men pointen trænger igennem. Omend en vis langhåret persons ankomst i Nordjylland rokker ved det, folk med hænderne i harpiks kalder magtbalancen i toppen af dansk håndbold. Og om yderligere et år rejser målmandsstjernen Niklas Landin simpelthen også derop.

De andre danske ligaklubber må overveje, om det snart er tid at inddrage Aalborg-direktør Jan Larsens telefon.

Var på vej til tysk storklub

For at indkapsle Nicolej Krickau skal man forstå, at han modsat mange andre toptrænere ikke indtog bænken efter en lang, glorværdig karriere som spiller. Den stoppede allerede som 19-årig, da kroppen sagde fra.

Det kunne han engang godt misunde de andre, omvendt tvang det ham til at udmærke sig på andre områder. Struktur, kommunikation.

- Hvis vi snakker rå talent, tror jeg, at mit potentiale var større som træner, selvom mange nok vil sige, at jeg kunne være blevet en god spiller, siger Nicolej Krickau, der nåede flere ungdomslandskampe for Danmark, blandt andet sammen med Mikkel Hansen.

- Der havde været et naturligt loft for mig. Jeg sidder ikke med fornemmelsen af, at jeg havde spillet 400 kampe for Kiel, hvis det var gået godt med fysikken.

Det, de færreste nok ved, er, at det eksempel ikke er grebet ud af den blå luft. Krickau var faktisk til prøvetræning i tyske THW Kiel, den ubestridte sværvægter i international klubhåndbold dengang.

- Jeg kunne godt være kommet til Kiel, og jeg tror også, at det kunne være gået fint. Det kan godt være, at det havde forlænget min karriere, siger GOG-træneren.

- Men jeg manglede nok i virkeligheden noget af den egoisme, jeg har på trænerdelen. Jeg fandt aldrig ud af, om det kunne være blevet rigtig godt, fordi jeg set i bakspejlet ikke gav nok kærlighed til min egen karriere og krop. Jeg gav meget kærlighed til de hold, jeg spillede på, men ikke nok til mig selv.

Familien betaler også prisen for Krickaus karriere

Egoisme. Her rammer vi, hvis ikke et ømt punkt, så i hvert fald et punkt, der fylder og har fyldt meget for Nicolej Krickau. Han kalder sig selv en "karriereegoist", og de underliggende ambitioner afslører da også, at overliggeren hele tiden skubbes yderligere.

Da det norske håndboldforbund tidligere i år afsøgte markedet for en ny landstræner, svirrede rygterne om, at de havde Krickau på radaren. Om der var røg, brand, ild og alt det jazz, vil han ikke kommentere. Uanset siger det lidt om, fra hvilke luftlagt GOG-chefen tiltrækker sig opmærksomhed.

Men det kommer altsammen med en pris – og den er familien med til at betale.

- Det er med afstand det hårdeste ved jobbet at have konstant dårlig samvittighed på hjemmefronten. Det er ikke, fordi jeg føler, at jeg er en dårlig far, men jeg suger helt sikkert mere, end jeg giver. Og det er ikke særlig sjovt, siger Nicolej Krickau.

Som da han og konen Stine for knap to år siden fik parrets tredje barn, datteren Billie. Hun sagde "goddag" til verden en fredag aften i oktober. Et døgn senere stod Krickau på bænken til topopgør mod Aalborg Håndbold.

Så forstår man pludselig, hvorfor de i GOG-administrationen joker med, at klubbens cheftræner er godt gift. Det understreger han også selv - flere gange. "Outstanding godt gift", faktisk.

- Vi har valgt, at det er sådan, vi skal have det, fordi vi går efter det her. Det er en familiebeslutning. Men derfor er jeg også helt opmærksom på, at jeg lever et kæmpe egoistisk liv. Det er mig, alt er indrettet efter. Alt, siger Nicolej Krickau, der tilmed pendler tre timer om dagen for at komme fra hjemmet i Torsted ved Horsens til Sydfyn.

- Det er også derfor, jeg har brug for at sige, hvor stor en del af det her, min familie er. Stine er min vigtigste sparring. Hun giver mig ikke bare ret, men udfordrer mig også på mine valg som træner, siger Krickau.

Så når snitfladerne mellem rollerne som familiefar og fokuseret håndboldtræner åbenbarer sig, udnytter Krickau dem. Det første, han gør efter en sejr, er altid at finde Bertram og Alba (parrets to ældste børn, red.). De vil gerne med ind i omklædningsrummet og synge sejrssang.

- Det er det éne moment, hvor vi kan forene og får betaling for alt den egoisme, jeg har bedt om og fået lov til. Der får vi noget tilbage i form af en fælles oplevelse, siger Krickau.