Håndbolddrama til sidste kast, da TTH Holstebro og Bjerringbro-Silkeborg delte

TTH Holstebro og Bjerringbro-Silkeborg leverede et stort drama, som endte med uafgjort i topkampen.

Nikolaj Øris Nielsen spillede en fremragende kamp for BSH. (Foto: © Ernst van norde, Scanpix)

Ligaåret 2019 blev lukket af med manér, da der lørdag var fuld spillerunde i herrernes håndboldliga.

Den bød på en lang række jævnbyrdige kampe, og der var blandt andet stort drama, da TTH Holstebro og Bjerringbro-Silkeborg spillede 26-26 i rundens bedste bud på en topkamp.

Dermed overvintrer TTH på andenpladsen med 23 point, mens BSH følger efter med 21 point på femtepladsen.

BSH havde godt styr på kampen i dens første del. Udeholdet førte første gang med tre mål ved 8-5 og gentog det ved 14-11, inden TTH reducerede til pausestillingen 12-14.

Lang scoringstørke for BSH

TTH fik bedre fat efter pausen og udnyttede BSH's scoringspause på hele otte minutter. I den periode vekslede TTH 13-16 til en føring på 19-16.

Men BSH fik igen fat, og der var lagt op til en spændende afslutning, da Mads Kjeldgaard Andersen med ti minutter tilbage udlignede til 21-21.

Derfra fulgtes holdene ad, og der var drama til de sidste sekunder. Med et halvt minut tilbage scorede Nikolaj Øris sit ottende mål til 26-25 for BSH, men TTH reddede sig uafgjort ved at udnytte et straffekast.

Skjern vandt på svær udebane

På fjerdepladsen ligger Skjern med 21 point efter udesejren på 33-29 mod Fredericia.

Fredericia bed ellers godt fra sig og førte i store perioder af kampens første 40 minutter. Knap to tredjedele inde i kampen førte hjemmeholdet 20-18, men så satte Skjern slutspurten ind og vandt.

Anders Eggert var flyvende for Skjern. (Foto: © liselotte sabroe, Scanpix)

GOG sejrede samtidig med 27-20 over Århus Håndbold. Århus førte 10-7 og senere 11-10 ved pausen, men i anden halvleg var det fynske hold en klasse bedre. Fynboerne ligger dermed nummer seks med 20 point, mens Århus har 16 point på tiendepladsen.

Agterlanterne fra Nordsjælland skabte en overraskelse med udesejren på 28-26 over Sønderjyske, som har 18 point på ottendepladsen.

Ribe-Esbjerg avancerede til tredjepladsen med 21 point, efter at udekampen mod Mors-Thy blev vundet 23-22.

Endelig vandt KIF Kolding bundopgøret på udebane mod Lemvig-Thyborøn med 32-29, efter at hjemmeholdet havde ført med 14-12 ved pausen.

Nu er der så dømt vinterpause i ligaen, der genoptages 30. januar.

14. og 15. marts afvikles pokalturneringens Final 4, og umiddelbart efter lørdagens runde blev der trukket lod til semifinalerne, der spilles i Boxen i Herning.

Lodtrækningen magede sig sådan, at TTH Holstebro skal møde Skanderborg, mens den semifinale står mellem Bjerringbro-Silkeborg og GOG.

/ritzau/