I Skjern spræller og danser en randrusianer, der kan blive sin vægt værd i guld

Christoffer Bonde har stået en fantastisk sæson for Skjern, der er klar til DM-semifinalerne.

Christoffer Bonde står i vejen for alt i Skjern for tiden. (Foto: © ERNST VAN NORDE, ERNST VAN NORDE)

Man får ikke udleveret en mental spændetrøje, når man skriver under med Skjern Håndbold. Man tilslutter sig nogle værdier.

For Skjern Bank Arena er ikke et sted, hvor man sprænger den indre elastik, medmindre der er god grund til det. Vestjysk mådehold løber i vandet og hænger i luften.

Det er bare som om, at Christoffer Bonde, brandvarm målvogter for de grønne titelaspiranter, bryder med normen.

Måske er det fordi, at han er fra Randers? Kronjyllands hovedstad har det med at tapetsere sine børn med et funky mønster.

Han har håndboldligaens højeste redningsprocent, hans hold fører medaljeslutspillet, og så har han en evne til at få publikum op af stolene.

Den 193 centimeter høje og 107 kilo tunge målvogter danser, opildner, nogle vil sågar sige optræder, når tingene går hans og Skjern Håndbolds vej, som de gør det for tiden.

Christoffer Bonde er blevet en fanfavorit i Skjern Håndbold.

Men for den 24-årige målvogter er det ikke sådan, moonwalk eller ej, at tyngdekraften pludselig er ophævet, fordi det går godt.

- Jeg ved, at de er rigtig glade for i klubben, at nogen vil skubbe lidt til grænsen, eller i hvert fald give noget af sig selv. Min egen holdning er, at håndboldspillere har en tendens til at være lidt grå og kedelige, hvis man sammenligner os med andre sportsgrene.

- Jeg synes, der er brug for, at nogen skiller sig ud, så vi også har et fedt produkt. Jeg skal ikke rende rundt og skabe mig, og jeg har også stor respekt for vores modstander, men jeg kan godt lide, at dem, der kommer i hallen, har fået en fed oplevelse, siger Christoffer Bonde.

Skal ikke rende rundt og skabe sig, men...

Han har ikke rundet somre nok til for alvor at kalde sig gammel i gamet, men Christoffer Bondes vej til toppen i Skjern Håndbold har allerede sendt ham forbi to klubber og to konkurser.

Bunden gik ud af både Randers og Århus Håndbold, og så havnede han i Skjern, hvor humøret altså følger den kurve, som resultaterne viser.

- Det har været en sindssyg rejse fra Aarhus til Skjern, og selv om jeg synes, det gik godt for mig i Aarhus, så havde jeg nok ikke forventet, at det ville gå så godt. Jeg havde håbet på det, men det har været meget lettere end jeg troede, siger Christoffer Bonde.

I sidste uge præsterede han en til-himlen-skrigende redningsprocent på 50, da Skjern Håndbold slog Ribe-Esbjerg og spillede sig i DM-semifinalerne.

- Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke var bevidst om det, men jeg tjekker ikke mine statistikker hele tiden, for det er ikke godt for mig, siger Christoffer Bonde.

Emil Nielsen 2.0?

Man skal ikke være håndbolddetektiv for at kunne se, hvilke spor Christoffer Bondes karriere er godt på vej til at følge.

Den danske landsholdsmålmand Emil Nielsen tog for et par år siden samme rute fra Aarhus til Skjern, inden han brændte håndboldligaen ned og stak af til udlandet.

  • Christoffer Bonde fører håndboldligaens statistik over flest redninger i sæsonen indtil videre. 35% står han med. (Foto: © John Randeris, Ritzau Scanpix)
  • Emil Nielsen skiftede i 2019 fra Skjern til franske Nantes. I sommer rykkede han videre til Barcelona. (Foto: © Henning Bagger, Ritzau Scanpix)
1 / 2

De to målvogtere kender ikke hinanden særlig godt, men har alligevel spillet par spil Counter-Strike sammen online, og det er måske ikke så mærkeligt.

- Jeg kigger meget på ham, og det har jeg altid gjort. Vi står meget ens.

- Vi er begge godt klar over, at jeg har fulgt i hans fodspor karrieremæssigt. Vi minder også om hinanden håndboldmæssigt, selv om det personlighedsmæssigt ikke er så tæt, siger Christoffer Bonde.

Den 24-årige målvogter er dog bevidst om, at man ikke kan levere, som han gør, uden at udlandet begynder at sende kærlige forspørgelser.

- Det er klart, at der er udenlandske klubber, som begynder at henvende sig, og der er et par gode hold, som har vist interesse, men lige nu forsøger jeg at være i nuet i Skjern – det er det vigtigste.

- Det er nok en ambition at komme til udlandet på et tidspunkt, men jeg vil ikke ud for enhver pris. Man kommer nok ikke til at se mig i en bundklub i Tyskland, men kommer der et tilbud, man ikke kan sige nej til, så skal vi jo se på det, siger Christoffer Bonde.

Ikke nogen, der synes det er sjovt at komme til Skjern

Først og fremmest skal sæsonen dog køres i hus. Mandag venter en af de to største konkurrenter til DM-titlen, Aalborg Håndbold, og selv om Christoffer Bonde er en væsentlig del af succesen, så ved han godt, at han ikke gør det alene.

- Vi har et vanvittigt godt hold, og når vi spiller, som vi gør nu, synes jeg også, vi er kandidater til det DM-guld. På en god dag føler jeg, at vi kan slå alle, selv om de på papiret er bedre.

- Der er ikke nogle hold i Danmark, som synes, det er sjovt at komme til Skjern og spille for tiden, siger Christoffer Bonde.

Sammen med holdkammeraterne trækker han på spansk fodbold, når han skal placere sit hold i favoritfeltet til titlen.

- Vi vil gerne være et hold som Atletico Madrid, der kan slå til og vinde ligaen i en sæson, hvor Real Madrid og Barcelona ikke kan få det til at fungere. Jeg tror, at vi har virkelig gode muligheder i år.

- Jeg vil pissegerne, at vi får det DM-guld til Skjern igen. Klubben fortjener det, og vi kommer til at gå hårdt efter det, siger Christoffer Bonde.