Selvom de ikke helt vil erkende det, så begynder det for alvor at dufte af guld i Bjerringbro-Silkeborg (BSV) efter præstationen onsdag aften mod Team Tvis Holstebro i den første DM-finale. En af de helt store spillere i den kamp var den 37-årige Michael V. Knudsen.
- Der er et stykke vej endnu. Vi er selvfølgelig meget glad for, at vi vinder en ret stor sejr, men alt er muligt i den anden kamp. Vi ved, at Tvis vil komme med 110 procent i den sidste kamp. De har alt at vinde, kan man sige. Det bliver en meget svær kamp, og hvis de får tur i den, så er de giftige på kontra, siger Michael V. Knudsen.
Hvis det skulle ende med, at Team Tvis Holstebro på hjemmebane skulle levere sensation og vende de syv mål, så bliver det næppe fordi, BSV har undervurderet modstanderne, fordi er fuldt ud vidende om, at der stadig er et stykke vej.
- Du får mig ikke til at sige, at der er noget, der er sikkert endnu. Vi er selvfølgelig meget glade for den her sikre sejr. På hjemmebane kan det pludselig gå rigtig stærkt. Vi skal ind og spille en rigtig god kamp igen, og hvis vi gør det, så ser det selvfølgelig også rigtig godt ud, men der er lang vej endnu, siger stregspilleren.
På trods af at Michael V. Knudsen har haft en flot karriere, hvor han blandt andet også er blevet europamester med Danmark og Champions League-vinder med Flensburg-Handewitt, er det aldrig lykkedes stregspilleren at blive national mester.
- Jeg har aldrig vundet et nationalt mesterskab. Jeg har været meget tæt på rigtig mange gange. Jeg har rigtig mange andenpladser og har været ude i tre gange forlænget spilletid for at få afgjort en finale om DM, så jeg håber selvfølgelig på, at det er den her gang, at det lykkes, forklarer Michael V. Knudsen.
Den anden finale spilles på lørdag i Holstebro.