Det eneste man kommer sovende til her i livet er søvn i øjnene og morgenhår.
Hverken danske, tyske og ungarske mesterskaber, EM-, VM- og OL-guld ekspederes med kantstenslevering eller direkte ind gennem brevsprækken.
Spørg bare 35-årige René Toft Hansen, manden med førnævnte meritter, der efter otte år som globetrotter i flere af verdens største håndboldklubber nu er vendt hjem til Danmark og Bjerringbro-Silkeborg.
Omvendt er der også de ting, du kan løbe og løbe, men aldrig slippe væk fra.
Det ved stregspilleren, at hans tre yngste søskende kan identificere sig med.
I en flok på fem - Jeanette, Allan, Majbritt, Henrik og René - spiller alle håndbold på topplan. Og når de to ældste brødre gennem en årrække har udgjort midteraksen på herrelandsholdet under en dansk guldalder, medfølger et ufrivilligt forventningspres på dem, der deler samme efternavn.
- Selvfølgelig er det svært. De har været sammenlignet med Henrik og mig, og det kan ikke undgås. Jeg tror, at de har vænnet sig til det, men det er bare svært at slippe ud af den ting med at være en Toft Hansen, siger René Toft Hansen.
- Vi har prøvet at hjælpe dem. Der har været perioder, hvor de har følt, at det var hårdt, men de nyder at spille, uden tvivl. Ellers var de ikke nået så langt, og jeg er vildt stolt af dem.
11 år yngre Allan Toft Hansen, ligaspiller i Mors-Thy, er qua aldersforskellen vokset op med de konstante sammenligninger. Og det blev ikke mindre af, at han også selv er stregspiller som sine to ældre brødre.
- Alle, der har en fod inde i håndboldverdenen, kender vores efternavn, så det skaber selvfølgelig nogle forventninger. Det giver - ikke udfordringer - men jeg kan i hvert fald godt mærke det. Men jeg har aldrig følt, at det har været et pres, jeg ikke kunne klare. Vi har været gode til at holde fokus på det vigtige og ikke ladet alt snakken påvirke os, siger Allan Toft Hansen.
Et nyt brødremøde i Toft Hansen-familien
Familiegården i Roslev har leveret så meget rå talent, at enten Dansk Håndbold Forbund eller Team Danmark burde sende en lille erkendtlighed i retning af forældrene Bøje og Britta som tak for bidraget.
- Vi er en rigtig håndboldfamilie, lad os sige det sådan, som René Toft Hansen - smilende og med vanlig beskedenhed - selv udtrykker det.
Men når hele Toft Hansen-slænget er samlet, forsøger de faktisk at holde harpikssnakken på et minimum. Det er vigtigt at have et frirum, siger både René og Allan Toft Hansen.
Der venter dog brødrene nogle knap så familiære møder, når de i fremtiden ramler sammen i den danske håndboldliga. Henrik og René Toft Hansen har et utal af gange holdt brydekampe - først i barndommen og siden på håndboldbanen - men mødet mellem yngste og ældste bror bliver en førstegangsoplevelse.
- Allan var jo en lille knægt, da jeg tog hjemmefra, så det bliver meget specielt, siger René Toft Hansen.
- Men det betyder ikke, at han skal regne med, at jeg holder igen. Nu har jeg jo prøvet det med Henrik, og når man står på banen, er det ligesom at stå overfor en hvilken som helst anden modstander. Der glemmer man lige i 60 minutter, at man er brødre.
Fair nok, men den forsvarende OL-guldvinder og verdensmester skal nok forvente, at der kommer noget retur.
- Jeg kender jo hans ømme punkter, og der er ved at være mange efterhånden. Jeg ved lige, hvilke knapper jeg skal trykke på, siger Allan Toft Hansen.
Siger du, at René er blevet en gammel mand?
- Det må du meget gerne citere mig for, griner Allan Toft Hansen, der mellem stikpiller og internedrillerier egentlig bare er en stolt lillebror.
- Det er specielt at skulle møde en, som man har set op til. Både Henrik og René har været mine store forbilleder i al den tid, jeg har spillet håndbold. De har altid været der, hvis jeg havde nogle problemer i sporten og hjulpet mig med gode råd, siger Allan Toft Hansen.
'Jeg føler mig skarp'
Det har hele tiden summet indvendigt i René Toft Hansen, at han på et tidspunkt skulle hjem til Danmark igen. Udlandseventyr foregår på håndboldspilleren og ikke familiens præmisser, og nu er det konen Katrine og døtrene Julie og Josephines tur til at komme i første række. Der skal bygges en fast base.
Egentlig havde René Toft Hansen kontrakt et år mere med sin portugisiske klub Benfica, men landet blev hårdt ramt af coronakrisen. Til den kommende sæson skal alle spillere gå 50 procent ned i løn, og med et hold, der umiddelbart får svært ved være med helt fremme, flugter det ikke med OL-guldvinderens ambitioner.
- Jeg føler ikke, at jeg er færdig med landsholdet. Det bliver nok ikke fem år endnu, men jeg har stadigvæk et OL, jeg rigtig gerne vil opleve at tage til som forsvarende mester, siger René Toft Hansen.
- Jeg føler mig skarp, og det er også derfor, at jeg er taget hjem til Danmark, så jeg kan vise mig frem for landstræneren (Nikolaj Jacobsen, red.).
Portugisisk håndbold er, så vidt vides, ikke en del af den store tv-pakke, og på en position, hvor talent nærmest står i kø, er René Toft Hansens chancer for at gøre sig bemærket markant større i dansk håndbold.
Bjerringbro-Silkeborg er efterhånden blevet en yndet destination for hjemvendte stregspillere. Michael V. Knudsen tog dertil som 35 årig, siden kom Jesper Nøddesbo retur fra FC Barcelona i en alder af 36 år og nu er det altså René Toft Hansens tur.
Har Bjerringbro-Silkeborg udviklet sig til et håndboldpensionat for landsholdets stregspillere?
- Det er det lige nu i hvert fald, griner René Toft Hansen ironisk.
Der var vist ikke meget hverken gangstativ eller middagslur over de præstationer, Knudsen og Nøddesbo leverede efter deres hjemkomst.
- Jeg ved ikke, om det er for at gå på pension. Jeg håber jo stadigvæk, at jeg kan spille fire-fem år endnu. Jeg kan da godt mærke, at mine knæ ikke er 15 år længere, men kroppen føler sig virkelig godt tilpas, siger René Toft Hansen.