Ribe-Esbjerg taber til Nordsjælland i trænerdebut

Ribe-Esbjerg tabte til bundholdet Nordsjælland, da klubbens nye træner fik debut.

(Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Onsdag præsenterede Ribe-Esbjerg ny cheftræner i skikkelse af Kristian Kristensen, og lørdag fik den tidligere assistenttræner så debut i den mere fremtrædende rolle.

Kristensen kommer dog næppe til at se tilbage på kampen med glæde, da den vestjyske klub overraskende tabte udekampen mod Primo Tours Ligaens agterlanterne, Nordsjælland, med 24-29.

Trænerskiftet skete på baggrund af, at den tidligere træner Lars Walther skal være cheftræner for den polske klub Azoty Pulawy, og den nye træner så kun sit hold være foran i indledningen. 6-5 blev den sidste føring til udeholdet.

Nordsjælland kunne holde pause foran 14-11 og øgede føringen tidligt i anden halvleg.

Et par gange var Ribe-Esbjerg blot bagud med to mål, men Nordsjælland reagerede perfekt på reduceringen til 24-26 ved at score kampens tre sidste mål.

Jesper Dahl førte an i den overraskende sejr, da han stod for otte mål og dermed blev kampens topscorer.

Sejren ændrer ikke det store i tabellen

Trods sejren ligger Nordsjælland stadig sidst, men nu med ni point, hvilket er to færre end KIF Kolding på næstsidstepladsen.

Ribe-Esbjerg ligger nummer syv med 24 point.

I den anden tidlige kamp lørdag vandt Århus Håndbold på hjemmebane med 30-22 over Fredericia. De ligger henholdsvis nummer 10 og 11 i tabellen.

I lørdagens sidste kamp vandt Skjern på udebane med 31-28 over KIF, efter at Skjern havde ført 15-14 ved pausen.

Skjern rykkede med sejren op på femtepladsen med 25 point.

/ritzau/