Storsponsor overvejer at trække støtte til KIF Kolding København

De manglende lønudbetalinger til spillerne i KIF Kolding København kan få store konsekvenser for klubben. Storsponsor overvejer at trække sig.

Løn kan man ikke regne med at få til tiden i KIF Kolding København. (Foto: © Palle Peter Skov, Scanpix)

Sportschef i KIF Kolding København, Lasse Boesen, fortalte i weekenden i et interview med TV3 Sport, at spillerne i forbindelse med deres ansættelse i klubben blev gjort bekendt med, at lønnen ikke altid falder til tiden.

Den historie kunne holdets spanske stjerne Antonio Garcia godt nikke genkendende til. Spanieren oplyste til TV2 Sporten, at han ikke havde fået løn i tre måneder.

De forhold kan blive dyre for KIF Kolding København. Storsponsoren 3F overvejer at trække støtten til klubben.

Det skriver Avisen.dk.

- Det, der foregår lige nu, kan få betydning for, om vi vil fortsætte vores engagement i klubben. I yderste konsekvens kan det betyde, at vi trækker støtten, siger fagforeningens kommunikationschef, Nicolai Kampmann til Avisen.dk.

Tallene allerede røde

Administrerende direktør i KIF Kolding København, Jens Boesen, erkender, at det ville være et hård slag for klubben, der i regnskabet for sidste sæson kunne præsentere et underskud på 12,7 millioner kroner.

- Det er en af de store og gode, og vi ville være ked af at miste dem, siger administrerende direktør Jens Boesen til Avisen.dk

Han kan dog forstå, at 3F overvejer at sige stop for sponsorater.

- Det er meget logisk, og jeg forstår dem sådan set godt, siger han.

Læs hele historien hos Avisen.dk ved at klikke her.