Verdensstjerne forlader Aalborgs kæmpeprojekt - men det er ikke nødvendigvis et stort tab

Den islandske håndboldstjerne Aron Palmarsson forlader Aalborg Håndbold til sommer.

Aron Palmarsson kommer til at spille sæsonen ud i Aalborg Håndbold, men derefter vender han hjem til Island. (Foto: © BALAZS POPAL)

Mikkel Hansen, Henrik Møllgaard, Aron Palmarson - og fra næste sæson også Niklas Landin.

Et par af håndboldens helt tunge drenge løber til dagligt rundt i Aalborg, hvor den store drøm er at vinde det fineste europæiske klubtrofæ, Champions League.

Og skal de høje ambitioner indfries, er det ingen dum idé at have spillere af ovenstående kaliber på lønsedlen - det giver næsten sig selv.

Derfor er det heller ikke udpræget positivt for de danske vicemestre, at en af holdets profiler forlader dem, når sæsonen slutter.

Her vender den 32-årige islandske playmaker Aron Palmarsson, der har vundet Champions League hele tre gange med storklubber som Kiel og Barcelona, nemlig snuden mod hjemlandet. Det skriver klubben i en pressemeddelelse onsdag.

Bruddet betyder, at verdensstjernen forlader nordjyderne et år inden kontraktens oprindelige udløb i 2024.

Til sommer skal de derfor tage afsked med en stor profil, og det kan næsten ikke undgå at blive betragtet som en lille kæp i hjulet for aalborggenserne, forklarer DR Sportens håndboldekspert, Lars Krogh Jeppesen.

- Selvfølgelig er det et tab for Aalborg, hvis vi taler om en Aaron Palmarsson i topform. Han ville helt sikkert have lyst op på det her hold, siger Lars Krogh Jeppesen.

Aron Palmarsson har spillet i Aalborg siden 2021. Inden da har han blandt andet tørnet ud for storklubberne Kiel, Vezprem og Barcelona. (Foto: © Henning Bagger, Ritzau Scanpix)

Topform har islændingen dog ikke altid været i, mens han har været i Aalborg, mener håndboldeksperten.

Den 32-årige playmaker har nemlig døjet med skader i sit halvandet år i dansk håndbold, og personlige årsager har også gjort, at kontrakten med nordjyderne bliver ophævet et år før tid, så han kan vende hjem.

- I den ideelle verden var jeg også fortsat her i næste sæson, men livet tager nogle gange en drejning, så man er nødt til at revurdere sin situation. Derfor har jeg valgt, at jeg til sommer vender tilbage til Island efter mange år i udlandet, siger Aron Palmarsson i pressemeddelelsen.

Men det er ikke altid den ideelle verden, og derfor tror håndboldeksperten også, at Aalborg og playmakeren sammen har truffet den rigtige beslutning.

- Når man har så dygtigt et håndboldhold, som Aalborg har, har man brug for spillere, der leverer 100 procent hver gang.

- Men hvis han kører på 70 procent på grund af skader, og fordi han gerne vil være et andet sted, er det klart bedre at finde nogle andre, siger han.

Skal slovensk playamaker overtage stafetten?

Netop at kigge efter alternativer, tror Lars Krogh Jeppesen derfor også, at håndboldklubben allerede er godt i gang med.

Det bør de være, taget deres Champions League-ambitioner i betragtning.

- De har sat en fed, tyk streg under, at de mener det her for alvor. Og når Palmarsson forlader skibet, er Aalborg blevet så attraktiv en destination, at de nok skal finde en fuldgod erstatning, siger han.

Og den erstatning kan meget vel blive slovenske Domen Makuc, tror håndboldeksperten.

Den 22-årige slovener spiller til dagligt for Barcelona, men de seneste uger har der i håndboldmiljøet svirret rygter om, at han skulle være på vej til den nordjydske klub.

Rygterne havde Lars Krogh Jeppesen først svært ved at forstå, men med Aron Palmarssons afgang giver de god mening, siger han.

- Jeg er overbevidst om, at Aalborg allerede har en afløser klar.

- Det ville ligne Aalborg, og dermed kan de også bevare deres ambitioner om stadig at spille med om alle de fineste mesterskaber og den danske titel, siger han.

Domen Makuc (til venstre) var i sommer med til at slå Kiel i Champions League-finalen. (Foto: © MARIUS BECKER, Marius Becker/picture-alliance/dpa/AP Images)

Skulle den slovenske playmaker ende med at iføre sig selvsamme røde trøje, som Mikkel Hansen, Henrik Møllgaard og de andre stjerner, er det bestemt heller ikke et dumt match, siger Lars Krogh Jeppesen.

- Han er en fremragende spiller, og så er han ti år yngre. Han sikrer fremtiden, og der tegner sig et billede af, at han kommer helt op og bliver en verdensklasse playmaker.