VIDEO Hemmeligheden bag Skjern-succes: Familien er vigtigst

Skjern Håndbold brager afsted i Champions League, men trods succesen på banen får spillerne lov til at være meget mere end håndboldspillere.

Søndag leverede Skjern Håndbold én af de største sejre i nyere dansk håndboldhistorie, da vestjyderne besejrede det ungarske storhold Veszprem i den første af to ottendedelsfinaler i Champions League.

Mandag begynder en ny uge for spillerne, og selv om de er stjerner i hallen, så er mange af dem "bare far", når de er hjemme hos familien i dagligdagen.

I Skjern Håndbold bliver livet udenfor håndboldarenaen prioriteret højt, og det nyder den norske stregspiller Bjarte Myhol godt af.

- Jeg var inden mit skifte fuldstændig klar over, at holdet indrettede det hele, så man også kan være forælder, hvilket var det vigtigste for mig.

I 2015 skiftede Bjarte Myrhol den højtprofilerede Bundesliga ud med de mere ydmyge vestjyske forhold, og for nordmanden er klubbens indsats for spillerne helt unik.

- Af og til får vi besked fra bestyrelsesformanden om, at vi i weekenden kan tage ud at spise med familien på Skjerns regning.

Om bestyrelsesformand Carsten Thygesen har sendt spillerne på restaurant på klubbens regning efter sejren mod Veszprem vides ikke.

Sikkert er det derimod, at Bjarte Myrhol og resten af Skjern-holdet spiller returopgør i Ungarn lørdag 31. marts.

Et opgør der sendes direkte på DR1.

I indslaget øverst i artiklen kan du høre Bjarte Myrhol fortælle om livet i Skjern.