Jesper Nøddesbo slutter Barcelona-karriere med cuptitel

​Barcelona vandt den spanske pokalturnering i håndbold i Jesper Nøddesbos afskedskamp.

Jesper Nøddesbo sluttede af i Barcelona med manér. (Foto: © Ina Fassbender, Scanpix)

Den danske stregspiller Jesper Nøddesbo fik søndag et sidste godt minde med hjem fra sine ti år i FC Barcelona Handbol.

Holdet vandt den spanske pokalturnering, Copa del Rey, for 21. gang i det, der var danskerens sidste kamp for klubben.

Finalesejren blev sikret med en sejr på 34-29 over La Rioja.

Sejren var ventet, da Barcelona havde vundet samtlige 30 kampe i den spanske liga i sæsonen.

Rioja sluttede som nummer tre i ligaen, og holdet fulgte godt med i finalen og gik til pause med 14-14, før favoritterne tog fra.

Ifølge Barcelonas hjemmeside kom Jesper Nøddesbo ikke på måltavlen. Det lader dog ikke til at påvirke danskeren, som i bar overkrop poserer med pokalen på det sociale medie Instagram.

- Færdig! er Mega glad! Slutter af med Copa Del Rey! Over and out!, skriver Nøddesbo som tekst til sit opslag.

Fra næste sæson skal OL-guldvinderen spille for Bjerringbro-Silkeborg.

/ritzau/